Foredrag

 

Til foråret kommer, som de fleste nok har opdaget, DET OVERNATURLIGE, som formodentlig er det mest omfattende moderne værk om dette emne, idet det i sin gennemgang af den vestlige mystiske tradition fra kabbala og de græske mysteriereligioner over gnosticisme og middelaldermystik til den moderne okkultisme forener teorien med den praktiske anvisning. For dem, der er nysgerrige eller ikke kan vente, introducerer jeg værket i et foredrag på Frederiksberg Hovedbibliotek på næste onsdag den 5. november kl. 19.30.

Der vil naturligvis også blive mulighed for at stille spørgsmål. Tilstrømningen ved sådanne arrangementer er altid uforudsigelig, men erfaringsmæssigt kan der blive ret hurtigt udsolgt.

Jeg vil derfor anbefale eventuelle interesserede at sikre sig adgang, når billetsalget starter i morgen onsdag den 29. oktober - de tyve kroner, det koster, er vel en overskuelig investering. Vi ses!

"Da vi kun er vant til finde motiver hos mennesker, må motivet til verden opfattes som tilhørende mere eller mindre menneskelignende væsner uden for verden, med andre ord de overnaturlige væsner. Da der ikke er plads til dem i den verden, de står bag, må der være en underverden til dem, de er med andre ord usynlige, indtil vi konceptualiserer dem, på hvilket tidspunkt vi enten er indtrådt i deres verden eller eventuelt har fået besøg af dem i vores. En sådan kontakt (som både kan opfattes som en pagt og et seksuelt forhold) er naturligvis en ikke ringe fordel for den, der er i stand til at etablere den …"