Hvis man åbner en grimoire

 

fra renæssancen, kan de mange korrespondenser let give en indtrykket af, at det, magien drejer sig om, er at lære en middelalderlig kosmologi udenad. Det er det imidlertid kun i den forstand, at det var den kontekst og terminologi, der gjorde det muligt for denne tids rejsende at sætte ord på deres oplevelser.

Vi har alle brug for et verdenskort, men brugen af det kræver, at vi sætter os ind i projektionen. Mercators fungerer udmærket, selv om den får den nordlige halvkugle til at tage sig uforholdsmæssigt stor ud - andre forsøg på at "glatte" jordkuglen ud har så andre svagheder.

Ganske tilsvarende kan en astronaut ikke bruge de syv planetsfærer til ret meget, mens andre rejsende kan have særdeles stor nytte af dem. Man kan så spørge sig selv, om det ikke ville være bedre at bruge en globus, men projektionen - subtraktionen af en dimension - er nu engang en af vores hjernes foretrukne forklaringsmodeller.

Kabbalisterne kalkulerer med fem dimensioner (Einsteins brug af tiden som en fjerde dimension er altså meget jødisk). Den femte er vanskeligere at forstå og har noget at gøre med virkelighedens vej gennem nervesystemet (eller rettere: kan FORTOLKES som sådan).

Hvad enten vi mener at forstå disse ekstra dimensioner eller ej, kan vi i det mindste ikke opfatte dem - som bekendt fortolker vi den firedimensionale geometri som "kræfter" virkende i tre. Den femte dimension spejles parallelt på den temporale akse, så at Skabelsen bliver fortidig ("For længe siden") i det hele taget kan mytologiske tidsforløb ses som firedimensionale projektioner af aktualisation …

Læs videre i BATHOS 7 …