Samtaler med Erwin Neutzsky-Wulff 2

 

Når danskstuderende skal skrive om deres (eller deres lærers) yndlingsforfatter, er interviewet en nærliggende - og nem – løsning. Selv, når det lykkes at skaffe penge fra en eller anden fond til udbredelse af hjemstavnsdigtere, er de sjældent den store salgsvare – men bibliotekerne køber dem naturligvis.

Nu er Frank Brahe, hvad man ellers kan sige om ham, ikke akademiker. Det område, hvor vore interesser er mere eller mindre sammenfaldende, er den populære kunst, eller rettere: gyserfilm.

Hans interesse for forfatterskabet må altså i høj grad formodes at skyldes de elementer, dette og den pågældende genre har tilfælles. Derfor har hans eget forsøg inden for litteraturforskningen naturligvis heller ikke meget med analyse at gøre.

Hvis det er sådan noget, man er ude efter, går man hus forbi med det tynde hæfte. Hvad Frank var interesseret i, var først og fremmest personen, eller mere præcist: at få bekræftet (eller i værste fald afkræftet) nogle af de historier, der går om ham.

Det kan der naturligvis også være en dyd i, og det skal da ikke nægtes, at jeg undervejs får lejlighed til at sætte et par ting på plads. Først og fremmest vil man dog gerne vide, hvad mit forhold var til min far, min halvsøster Vita Andersen, og Onkel Danny.

Da jeg ikke havde noget videre forhold til nogen af dem, bliver det let lidt tyndt, men måske vil det alligevel engang interessere en eller anden litteraturforsker, hvordan forfatterskabet hænger sammen med andre skrivende familiemedlemmer. Så er der naturligvis SKANDALERNE, avishistorierne og de skuffede fans.

Den, som venter nye afsløringer af, hvad der foregik bag Faklens mure, vil dog blive voldsomt skuffet – intet nyt der! Så er der noget om ubegavede interviewere og forfatterens barndom.

Temmelig anekdotisk, men ikke desto mindre lykkes det alligevel at komme spektret rundt – eller, om man vil, at træde i hver eneste vandpyt. Som altid er interviewerens holdning ret tydelig.

Bortset fra VERDEN er ADAM HARTS OPDAGELSER min bedste bog. I øvrigt er jeg totalt ukendt, og ikke alle landets leksika og bestsellerlister vil bringe ham på bedre tanker.

Det er stadig en populær illusion, at mine bøger kun sælges under disken til hundrede mennesker, og den skal man nok ikke tage fra mine mere esoteriske fans – og det ER jo rigtigt, at det er KRØNIKEN og ikke RUM, der blev filmatiseret til TV. Årsagen kan naturligvis også være, at mange af disse læsere kun læser undertegnede, og at deres forestilling om, hvad en kendt forfatter er, derfor stammer fra SE & HØR – det er Klaus Gyldendal eller ingenting.

At der faktisk her i landet findes et par hundrede forfattere, der ligesom jeg lever af deres pen, hvad de næppe ville være i stand til, hvis de ikke var ”kendte”, men som alligevel ikke deltager i GÆT EN SANG, har man ikke rigtig noget begreb om. Nuvel – en halvtredser er jo ikke nogen herregård, og jeg kan dårlig forestille mig, at den entusiastiske læser ikke vil finde en og anden oplysning, som er diverterende.

I kraft af, at alle svar er skriftlige og minus rødvin, er disse ”samtaler” i hvert fald klart at foretrække frem for SAMTLIGE tidligere interviews med undertegnede, hvor journalisten ud fra resultatet at dømme synes at have haft de samme vanskeligheder med at dechifrere mine svar som en fjendtlig kode (hvad det måske også i en vis forstand var). Et interview, hvor jeg citeres korrekt – det er jo i sig selv en sensation!