Kronik

 

I sin tale ved De Konservatives landsmøde 25. september gav vores kulturminister udtryk for, at det efter hans mening går rigtig godt. Og det gør det jo – for De Konservative.

Men også ifølge den ærede taler for et Danmark, der nu langt om længe har gjort op med fortidens forvildelser. Ved en sådan befrielse betaler det sig dog som regel altid at besinde sig på, hvad det er, man bliver befriet for.

For det første er det naturligvis kravet om social lighed. Derefter er det et undervisningssystem, som prøver at gøre borgerne til civiliserede mennesker i stedet for dresserede aber.

Kronik 1

Og det er naturligvis der, det bliver kulturpolitisk. Sådanne har nemlig ikke brug for nogen kulturbaggrund, men kan klare sig med en håndfuld nationalistiske paroler.

Naturligvis kan man ikke forklare analfabeter, at kultur ikke er Steen Steensen Blicher og Far Til Fire. Man kan kun smile ad disse idioter, når de proklamerer, at en årtusindgammel mellemøstlig kultur ”aldrig bliver lige så gyldig” som den danske højskoletradition.

Det er sket før, for filistre er nu engang filistre, men det er også sket, at smilet er stivnet, eller at det bliver nogle andres tur til at smile. Det gjorde kulturministeren efter eget udsagn, da han læste en gammel kulturradikals opfordring til de borgerlige skvadderhoveder om at gøre fælles sag mod de virkelig beslutsomme højrekræfter i samfundet.

Formodentlig føler man sig ovenpå, men efter køerne kommer svinene. Også en Brian Mikkelsen vil til sin tid blive udrenset af partier, der vil noget andet og mere end hans imbecile hygge.

Lad os for hans samvittigheds skyld håbe, at de antiislamiske tirader ikke stikker dybere end et forsøg på at behage sine uhellige allierede. Tilintetgørelsen af en hel befolkningsgruppe, der ikke levede op til kravet om national renhed, har vi også set før.

Kronik 2

Den overordnede strategi er nærmest latterligt velkendt for enhver, der har den kulturhistoriske baggrund, vi af gode grunde ikke længere må have. Først harceleres der over disse menneskers ”middelalderlighed”, idet det barbariske ved deres religiøse institutioner understreges.

Så rynker man panden og taler om deres farlighed og aggressivitet, og afkristning og diktatur som det uundgåelige resultat af deres virksomhed – det vil sige den uforstyrrede dyrkelse af deres religion. Man forlanger, at de ”anerkender dansk kultur” – det vil sige tilegner sig den – samtidig med at man hovent konstaterer, at dette ikke er muligt, hvilket før eller senere nødvendiggør en mere endegyldig løsning på problemet.

Vi kan nemlig ikke acceptere et multikulturelt ”parallelsamfund”. Som andre samfundsborgere må de indtil videre overvåges, så man kan sikre sig, at mænd og kvinder ikke sidder adskilt ved deres gudstjenester, og at der udskænkes rigeligt med øl og snaps.

Med andre ord: Spis flæskesteg med os andre, din jødesvans! Så kommer de morsomme tegninger, og derefter slag og spark.

Det er ikke så svært at forudse i et land, hvis kulturminister er en bølle. Men hvordan kunne det dog gå så galt?

Svaret er naturligvis som altid i sådanne ulykkelige situationer, at man lod det ske. De få, der kunne have forudset det, havde ikke mod og selvbevidsthed nok til i tide at slå i katederet.

Kronik 3

For man gør sig jo ikke gerne upopulær. Og at gøre folk klogere er aldrig populært, eftersom det jo naturligvis implicerer, at de ikke var det i forvejen.

Ethvert samfund har sine myter, som udgør dets selvforståelse. De er som sådan nødvendige, men kan også udvikle sig temmelig katastrofalt – den nationale rørelse er et gammelkendt og nu atter aktuelt eksempel.

Der er imidlertid en myte i det moderne samfund, som er langt mere destruktiv, fordi den er aldeles uerkendt eller i det mindste upåtalt, og det er, hvad man kunne kalde myten om den Intelligente Borger. Den kan måske ses som en ny udgave af den Ædle Vilde, der som bekendt lever i pagt med naturen og på ingen måde er hæmmet af meningsløse tabuer eller ødelæggende stammekrige.

Dens oprindelse er kendt, og dens modstandskraft forståelig. For naturligvis bygger vore politiske institutioner, hvis de skal være gudgivne, og ikke blot praktiske foranstaltninger, på den religiøse overbevisning om, at vælgeren, ganske uanset om han er i stand til at stave sig igennem en avis eller ej, er i besiddelse af et usvigeligt instinkt for, hvad der er ret og rimeligt.

Uheldigvis udgøres befolkningen hovedsagelig af en samfundsklasse, der i årtusinder er blevet holdt fast på næringssorgen. Dette gjorde man oprindelig ved at holde den på et eksistensminimum, men da dens købekraft er en forudsætning for den økonomiske vækst, plutokratiet bygger på, måtte man på et tidspunkt gå over til at præsentere borgeren for så meget uimodståeligt legetøj, at han stadig ikke kan betale sin husleje.

I denne situation er det ikke vanskeligt at overbevise ham om, at flere fremrakte hænder ikke just vil bedre hans økonomiske situation. Det er grundlæggende anstændige mennesker, der får at vide, at de ikke har råd til at være det, og det var denne skræmte småborger, der stemte Hitler ind.

Dansk Folkeparti koketterer således ikke uden grund med, at det har folket bag sig. Spørgsmålet er, om der er nogen, der har mod til at sige: SO FUCKING WHAT?!

Kronik 4

Og det er der næppe, i det mindste ikke så længe et intellektuelt proletariat af magistre og børnebogsforfattere kan hutle sig igennem ved at snobbe nedad. Og bagefter er det nok for sent.

Man må nemlig ikke begå den historiske fejltagelse at tro, at toget stopper før ved endestationen. De medløbere, der førhen præmieredes og nu danner officielle kulturjuntaer, vil også på et tidspunkt blive overflødige for en statsmagt, der bygger på Forbrydelse og Dumhed.

Allerede nu har et par stykker anstændigvis taget deres gode tøj og er gået, idet de tilbageværende formodentlig betragter dem med en vis misundelse og onde anelser med hensyn til, hvor langt deres samvittighed vil tillade dem at gå. Men igen skyldes højrefløjens succes egentlig ikke dens truende fremfærd, men har langt dybere årsager, som skal søges i en mangeårig fordummelse.

Venstrefløjen har selv uklogt promoveret den føromtalte myte. Al magt til folket – jo vær så artig!

Umenneskelighed bekæmpes nemlig ikke med paroler, men med en bred kulturel baggrund, der gør os til mennesker i slægt med alle mennesker til alle tider. I stedet har man i vid udstrækning benyttet det prøvede kneb at rose lille Oles visdom, når han sagde det samme som læreren.

Med tiden blev lille Ole imidlertid så klog, at han kunne indse det tåbelige i at læse lektier. Jo vist går det godt i det danske kulturliv.

Som det nemlig vil fremgå af bestsellerlisterne, er folk begyndt at læse bøger. Hvad man omhyggeligt undgår at bemærke, er, at det kunne skyldes, at romaner, der engang gik som føljetoner i dameblade, nu udkommer på Gyldendal.

Kritikere, som ikke vil fremstå som kulturpaver og i øvrigt sikkert heller ikke har bedre forstand, indretter tilsvarende deres anmeldelser efter de forventede salgstal, og de næringsdrivende eller eventuelt bankerne sætter kirsebærret på flødeskumskagen med Boghandlernes Gyldne Sparegris. Uheldigvis har intet af dette den mindste smule med digtekunst at gøre, men er blot sladderspaltejournalistik i bogform.

Vist øser forfattere generelt af deres livserfaring, men hvis den ikke gennemgår den metamorfose og forædling, der gør den til universel fiktion, kan det næppe kaldes litteratur. Ikke blot bliver man ikke forfatter af at være epileptiker, en bog skrevet af en sådan person er ganske uinteressant.

Derimod er forfatterens beskrivelse af enhver livssituation værdifuld, hvad enten han er epileptiker eller ej, fordi han ikke blot besidder digterens indlevelse, men også evnen til at formidle den. Man roser såkaldte forfattere for at skrive om et miljø, de kender, resulterende i bøger fulde af enstavelsesord, og jeg mener ikke blot dem, der står inden for gåseøjnene.

Kronik 5

Men Dickens var ikke lommetyv, og jeg må tilstå at foretrække ”Oliver Twist” frem for en lommetyvs erindringer. At læsere af Se & Hør naturligvis foretrækker at spekulere over, hvem der mon kan have voldtaget den pæne mand som tolvårig, og at overveje, om en sportsjournalists eventyr med en stuepige bør koste ham hans stilling, gør ikke stort til sagen, bortset fra, at de rigtige forfattere – hvis vi nu et øjeblik forestiller os, at der stadig findes sådan nogen i Danmark – ikke har de store chancer imod de erfarne medieludere.

Og hvad der er værre, det litterære niveau falder hurtigt til det uhyggelige. Jeg sætter overordentlig stor pris på Walt Whitman, men hvis han havde vidst, at hans ”frie” versemål ville blive brugt som alibi for en generation af gymnasieelever med samme stilistiske færdighed som en gennemsnitlig rapper, tror jeg oprigtigt talt, at han havde skudt sig.

For at dette ikke skal fremstå som alt for meget af et personligt hjertesuk, skal jeg skynde mig at meddele, at jeg som forfatter er ordinær nok til både at figurere på bestsellerlisterne og til at modtage rundhåndede arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Mit ærinde er nemlig, som man vil forstå, langt mere alvorligt end at gøre opmærksom på min professions arbejdsvilkår.

Det er der såmænd nok, der gør. Faktisk er det sjældent at høre mine kolleger udtale sig om andet.

Problemet er nemlig, at økonomisk prostitution uvægerligt fører til politisk prostitution, og at en befolkning, der svæver i den vildfarelse, at udskrifter af talkshows er litteratur, næppe nogen sinde vil stifte bekendtskab med Homer eller Shakespeare. Det lyder måske ikke så katastrofalt, men det er det.

Menneskelighed er selvsagt medfødt, men allerede i børnehaven erstattes den af en opfordring til ikke at ødelægge det for de andre, og derefter skal den læres. Derfor er det også kun den Store Litteratur, der kan etablere os som mennesker, for hvem intet menneskeligt er fremmed, og erstatte frygten for naboen og naboens dom med en naturlig ærefrygt for alle menneskets tanker og følelser, og en større sådan, jo mere uvante de er for os.

ERWIN NEUTZSKY-WULFF

PS: Denne kronik vil du ikke finde i BATHOS – men derimod talrige andre, som leverer en anden slags kulturkamp end Brian Mikkelsens.