Berigtigelse

 

Berigtigelse

Blot et enkelt blik ud over det danske parnas (med risiko for at være blasfemisk) demonstrerer vist den largesse, hvormed anerkendelse drysses i det danske kulturliv – her kan både gårdskarlen og gåsepigen være med! Derimod er det kun de såre få forundt at være farlige.

Det er min gamle stridsbroder Rune Engelbreth Larsen, som det vil fremgå af ”portrættet” i det nye nummer af Weekendavisen, så endelig blevet, og til lykke da med det! Taktikken er naturligvis den samme som altid – systematiseret citatfusk.

Det begynder ellers så godt: Rune på vej ned ad Gothersgade med sin mentor, som oven i købet er chefredaktør på et stort dagblad. Dog aner man, at dette er tænkt som forvandlingsbillede – engang var den ældre målbevidste herre, som ynglingen følger så respektfuldt, nemlig en anden.

Og som enhver ved, er det tilstrækkeligt at sige navnet, for at ikke et sæde skal være tørt! Kan denne omvendelse virkelig være ægte?

Dengang fulgte han godt nok en erklæret satanist, hvorimod det nu er Muhammed, han forsvarer, og hvori består i grunden forskellen? Det er en lang artikel, men den kunne såmænd sagtens være kortere – efter tre afsnit ved læseren, hvor han befinder sig.

Her er guruen hverken Thøger eller Erwin, men Søren Krarup – med andre ord den kristendom, som Kierkegaard og Marx var så enige om at rase mod, nemlig som et (noget usandsynligt) skalkeskjul for borgerlighed, nationalisme, racisme, og hvad uintelligente mennesker ellers spilder deres og andres tid med. Til gengæld gør de klart for os andre, hvorfor enhver humanisme (som de forkætrede menneskerettigheder) af nødvendighed må blive opfattet som, og for at undgå enhver forvirring må vedstå at være satanisk – at dette ikke har meget at gøre med sorte vokslys, burde selv en teolog kunne gennemskue.

I min ungdom prædikede præsten, at kommunisterne tilbad Satan – det er et synspunkt, man en tid har gået lidt stille med, men, som der står i sangen: everything old is new again! Selv Thøger citeres i artiklen for at sammenkæde satanisme med de røde faner, hvilket naturligvis i denne sammenhæng er noget af et scoop.

Åbenbart har han dog besluttet at tilgive postmodernisme og kulturradikalisme som ungdomssynder! Naturligvis er hverken jeg eller Engelbreth forfulgte uskyldigheder.

Rune ønskede efter et brud strategisk at lægge afstand til det religiøse (læs: kulturelle) grundlag for Faklens venstreorientering, og dermed til undertegnede som bladets ideolog. Det irriterede mig, så jeg offentliggjorde et fødselsdagskort, som jeg følte, var mere i overensstemmelse med det faktiske forhold.

Vel, to dumheder udligner sjældent hinanden, og nu er det altså endt både i artiklen og som billedtekst – alle kneb gælder! Her kommer så en i det mindste mig ganske ubekendt investigator ved navn Johan Hermann Rump ind i bedste konspirationsteoretiske stil.

Og der er sandt for dyden blevet lyttet ved dørene, og som bekendt er der ikke noget, der hedder ungdommelig begejstring – det hedder fanatisme. At man ud fra denne reaktion var diskrete med at nævne mit navn, må vel kaldes forståeligt!

Men det bliver værre endnu: Der blev nemlig eksperimenteret med den religiøse baggrund – noget, man i det mindste kan sige sig ganske fri for i Folkekirken. Rygtet vil vide, at der sågar blev arrangeret kurser i latin og hebraisk.

Og her er vi ved at være ovre i en form for demagogi, som vi nok skal mere end en snes år tilbage for at finde magen til. Således bliver min og Runes taktiske oversættelse af ”humanisme” til ”satanisme” til det stik omvendte – hvad den ”virkelige” satanisme så går ud på, nævnes af gode grunde ikke.

Endelig citeres Bo Bjørnvig, der i halvfjerdserne mente at se sine behov for en ”stærk”, misogyn filosofi opfyldt i mit forfatterskab, men senere vendte sig imod dets humanistiske og venstreorienterede indhold. Dette gjaldt ikke mindst romanen ”Døden”, som de anførte bemærkninger stammer fra en anmeldelse af.

Den ”svælger i vold”, mener Rump – i realiteten bliver kun et eneste menneske offer for den antifascistiske revolution, et drab, gerningsmanden angrer bittert. Her har man med andre ord, tvunget af kendsgerningerne, forladt den rene forvanskning og er slået over i regulær bagvaskelse.

I det mindste får vi da en forklaring på, hvad den afslørede sammensværgelse egentlig går ud på, og jeg citerer: Vi vil ”fremme Islam”, men ikke ”for Islams skyld”, men for at ”skabe en religiøst pluralistisk stat, hvor man frit kan hengive sig til mange guder”!! Med andre ord: RELIGIONSFRIHED!

Intet under, at jeg ikke kan tages alvorligt eller ”udkomme på hæderkronede forlag” – som åbenbart ikke omfatter Borgens Forlag, der nu har udgivet forfatterskabet i over et kvart århundrede. Hvad der så falder ind under denne betegnelse, skal jeg naturligvis ikke kunne sige – Gyldendal, hvis bestilling på en bog jeg af loyalitet over for og tilfredshed med min nuværende forlægger høfligt afslog (efter en smule forarget at have vist ham brevet) kvalificerer vel næppe heller.

Alt i alt er artiklen naturligvis en prædiken for de omvendte, nærmere betegnet Weekendavisens abonniner, som altid kan bruge en ekstra historie om de langhårede, hashrygende, dannebrogsafbrændende unge til bridgeselskabet. Mon dog ikke man uden at synke til dette niveau kan konstatere, at Rump er en eufemisme?

ERWIN NEUTZSKY-WULFF