Hvorfor jeg ikke er på TV

 

Hvorfor jeg ikke er på TV

Jeg modtager med mellemrum spørgsmål gående ud på, hvorfor jeg dog ikke optræder på tv. Der ville jeg jo nå mange flere!

Nu sker det jo rent faktisk – jeg var for nylig eneste gæst i DEADLINE – men i det mindste ved sådanne lejligheder burde det være tydeligt, hvorfor det ikke går oftere på. Der er nemlig ganske tydeligt ikke tale om interviews, men deciderede slagsmål imellem en instruktør og en besynderligt modvillig aktør, der hårdnakket nægter at læse op af det udleverede rollehæfte.

Formålet med tv er jo ikke debat, men bekræftelse af seerens fordomme – ellers bliver han nemlig i bedste fald desorienteret og lukker, i værste klogere. Og er der noget, plutokratiet ikke har brug for, er det folk, der betvivler de spilleregler, som gør det umuligt for dem at vinde.

Jamen så er det jo håbløst? Nej, egentlig ikke.

Der er nemlig (endnu) ikke nogen, der kan forhindre et forlag i at udgive en – nok så samfundskritisk – bog, det kan sælge i et rimeligt oplag. Det vil godt nok tage en forfatter en menneskealder at etablere en sådan læserkreds, eftersom han ikke skal forvente den velvilje i de statskontrollerede medier, der vises den mindre opvakte, men artige elev.

Men det kan altså lade sig gøre. Der er med andre ord ingen grund til at undre sig.

At man ikke vil komme godt fra at bevæbne proletariatet på Rådhuspladsen, betyder ikke, at man ikke kan række en skarpladt pistol under bordet i en beverding. Det er kun den lade tåbe, der står og venter ved Dragespringvandet på, at hans idol skal tone frem på skærmen.

Den kloge læser og forstår og får andre til at gøre det samme – han rækker pistolen videre. Ansvaret er dit.