Abeste profani!

 

Jeg modtager jævnligt henvendelser fra læsere, der åbenbart mener, jeg har behov for at høre deres mening om alt mellem himmel og jord samt at involvere mig direkte i deres erkendelsesvej. Ofte ledsages de af detaljerede beskrivelser af drømme (undskyld: VISIONER) der åbenbart er så prægnante med hensyn til menneskehedens fremtid, at jeg straks bør lægge mit arbejde til side for at tyde dem, medmindre det er tænkt som en personlig tjeneste – hvilket vel omtrent svarer til at bede skatteministeren hjælpe en med selvangivelsen.

Hvis jeg som anonym person skrev til en kendt forfatter, tror jeg nok, jeg taktisk ville begynde med at detaljere, på hvilke måder jeg havde bidraget til udbredelsen af kendskabet til forfatterskabet, men noget sådant foresvæver tilsyneladende sjældent brevskriveren. Han har jo været så venlig – som, formoder han, den eneste – at vise mig interesse, en høflighed, som jeg ifølge ventesalens lov naturligvis bør gengælde.

Nå ja, jeg har naturligvis fået et par bøger ud. HOW HARD CAN IT BE?

Først og sidst er det imidlertid tydeligt, at den pågældende person ikke blot ganske naturligt anser sig selv for universets akse, men at jeg må være informeret om dette forholds almene gyldighed. Har jeg skrevet en bog, har jeg naturligvis skrevet den til ham, hvorfor hans personlige udbytte ligeledes må være min første prioritet.

Jeg har i sådanne tilfælde altid en mistanke om, at disse vrangforestillinger på ægte freudiansk maner har deres oprindelse i barnekammeret, og at den ansvarlige femme fatale derfor ingen anden er end den unge mands hjerte moder, for hvem han er forblevet brandmand på trods af et påfaldende fravær af brandsprøjte, og en original tænker uden nogen sinde at have fået udgivet så meget som en digtsamling. Der var (vist) engang, hvor folk kunne spille klaver uden at opfatte sig selv som pianister og – utroligt, som det må lyde – se det som deres opgave at viderebefordre tanker, som de havde hjernekapacitet til at forstå, men ikke tænke.

I dag forekommer det imidlertid næppe umagen værd at løfte albuen, hvis ikke for at skrive Ole med stort på den nærmeste ladeport eller PC. Det er der for så vidt ikke noget overraskende i – den bedste metode til at forhindre folk i at læse farlige filosoffer er trods alt at bilde dem ind, at de selv er det – men når denne selvtilfredshed kombineres med en påstået higen mod de egne, hvortil intet selv bevilges adgang, er vi vel strengt taget ovre i det parodiske.

Hvad der åbenbart er så svært at forstå for disse farvekridtgenier, er, at der er forskel på med utrættelig flid at skabe et værk, der vækker en ikke pligtskyldig interesse (hvilket i dette samfund manifesterer sig ved, at nogen vil give penge for det) og stolt at fremvise en fyldt potte. Hvis skaberen af et sådant værk gribes af stolthed (hvilket ikke altid er det samme som skidtvigtighed) er det over dette værk, ikke henførelse ved sit spejlbillede eller en sygelig interesse for hvert eneste host og hik, han kommer for skade at udstøde.

Han beundrer det, der på denne måde er kommet gennem ham, det fylder ham med ærefrygt og taknemmelighed, derimod foragter han sig selv og alt andet, som ikke bidrager til denne fødsel. Dette kan man ikke forlange, at nogen skal forstå, som ikke har skabt noget, som er blevet en del af andres virkelighed, men man kan forlange den samme ærefrygt for det – i det mindste hvis vedkommende selv har haft glæde af det – og beskæmmelse over blot at være et redskab for det, som den, der besjæler dets skaber!

Min opgave her på jorden har (bortset fra et enkelt tilgiveligt privat ærinde) været at formulere en besked, og den, der erklærer sig villig til at viderebringe den, er min kollega i denne forstand og denne udstrækning. Resten kender jeg ikke og ønsker ikke at kende.

Erwin Neutzsky-Wulff