Sidste nyt

 

Sidste nyt

Jeg har netop erfaret, at GOYA formodentlig ikke har malet forsiden til MENNESKETS AFVIKLING. Informanten har det fra Politiken, der som bekendt excellerer i gamle nyheder og derfor formodentlig er lykkeligt uvidende om, at dette har været en kendt sag i årevis.

Det er sikkert ud fra de bedste intentioner, at folk gør en opmærksom på ”nye” film og videnskabelige landvindinger, når de omsider når frem til Information via SCIENTIFIC AMERICAN, men de er nok tilbøjelige til at glemme eksistensen af en informationspyramide. Befinder man sig som avislæser i bunden, er der ikke meget, man kan fortælle dem, der sidder i toppen – eksempelvis var den danske recession almindeligt kendt i udlandet, inden der var blevet mælet et ord om den herhjemme.

Så på forhånd ja, jeg har set, hørt og læst det. Vidste du i øvrigt, at man nu kan telegrafere trådløst?