Kronik

 

Som vi alle er bekendte med, er vi midt i en recession. Om den vil udvikle sig til en regulær depression, er der nok ikke rigtigt nogen, der ved.

Givet er det, at panikken breder sig. Hvilket i sig selv er urovækkende i betragtning af, at det økonomiske system – og dermed hele vores samfund – bygger på tillid, og måske i virkeligheden ikke på så meget andet.

Det er naturligvis den gamle frygt for proletarisering, som i tidens løb har bragt mere end en diktator til magten, den nagende angst for at miste status og, om ikke livsgrundlaget, så dog en materielt funderet livskvalitet. Måske nogen vil finde trøst i den efterfølgende konstatering af, at denne proletarisering for så vidt allerede har fundet sted.

De fleste kender sikkert denne proces under betegnelsen demokratisering. Demokratisering indebærer imidlertid, at den brede befolkning får del i en overklasses privilegier og selvbevidsthed, ikke, at disse undermineres.

En generel hævelse af dannelsesniveauet er demokratisering, en sænkelse proletarisering. Begge dele er naturligvis en langsommelig proces, hvorfor den vil være umærkelig for mange – måske skal man som jeg nærme sig de tres for at kunne se den.

Det er nok uhyre tvivlsomt, om Panduros "jævne mand" Harry (ham med kammertjeneren) der taler pænt og trodser regnen for at se en transmission fra Det kongelige teater, nogen sinde har eksisteret. Derimod er det en kendsgerning, at fremstilleren Osvald Helmuth var elsket af den befolkningsgruppe, han postulerede at repræsentere.

Hvem i dette samfundslag ville i dag forstå hans fiffige viser eller finde fornøjelse i en kjoleklædt herre, der som Victor Borge gjorde sig lystig over klassiske komponister? Godt nok er der et spring til Dirch Passer, men derfra og til det, der i dag betegnes som underholdning, er der en afgrund.

For det første er der naturligvis tale om en ren fordummelse. Quizprogrammer som "Kvit eller dobbelt" (der engang holdt nationen i ånde) kræver ikke længere nogen særlig viden af deltagerne, eller rettere, den viden, de kræver, er – som man frejdigt erklærer – den, der forventes af en tiårig.

Da der er tale om voksne deltagere og seere, og spændingsmomentet må formodes at gå fløjten, hvis enhver er i stand til at besvare de stillede spørgsmål, er den uundgåelige konklusion naturligvis, at befolkningen generelt befinder sig på tiårsstadet. Det er imidlertid ikke det mest urovækkende.

Med fordummelse følger uvægerligt forråelse, og den skal man da heller ikke lede længe efter i programfladen. Hvad man nu med størst forkærlighed ser, er mennesker, der bringer sig selv i ubehagelige og potentielt livsfarlige situationer for at vinde pengebeløb, eller som er villige til at blotte sig for åben skærm og formodentlig irreparabelt ødelægge forholdet til deres nærmeste.

På samme måde er det ikke vinderne af de imbecile talentshows, vi er interesserede i, men tabernes ydmygelse og gråd i påtrængende nærbilleder. Disse programmer appellerer ikke til videbegær eller medfølelse, men til nedrighed og ondskabsfuldhed.

Når man paralleliserer denne implicitte, men ikke desto mindre temmelig åbenbare propaganda med den politiske udvikling, kan man godt blive bekymret. Fra dumhed og råhed til den nazistiske mentalitet er der ikke det store spring.

Hvor er, kan man spørge, intelligentsiaen (hvis det ikke er for uartigt et ord) i alt dette? Uheldigvis ingen steder.

Som gift med en universitetslærer har jeg rig lejlighed til at konstatere niveauet på de såkaldt højere læreanstalter. Dannelsesmæssigt og ortografisk vil jeg umiddelbart sætte det til niende klasse, og det gælder desværre ikke kun de studerende.

På den litterære scene har de mest feterede forfattere typisk fem år og to tynde bøger bag sig. Man kan undre sig over, hvor hurtigt disse gymnasieelever og elektrikerlærlinge har tilegnet sig det uhyre krævende grundlag for litterær virksomhed, indtil man læser dem og forstår, at de skriver, ganske som de taler, hvilket ikke just kan siges at være nogen anbefaling.

Det udjævner naturligvis sig selv, eftersom næppe nogen moderne kritiker ville være i stand til at læse en tekst med bisætninger og ord på mere end fem bogstaver. Demokratisering?

Nej – proletarisering. Hvordan kunne det gå så galt?

Svaret skal utvivlsomt ses i den evolution og de revolutioner, der bragte borgerskabet til magten. Ud fra det gode købmandskab som højeste ideal splittede de familien og ophævede frihed og ejendomsret for alle andre end nogle få begunstigede.

Selv den fattigste husmand var herre i sin egen vrå – nu ejes huset af kreditforeningen og banken, der uden skrupler sætter familien på gaden, når forsørgeren bliver arbejdsløs. Og hvilket arbejde!

Ikke noget, der på nogen måde kan appellere til professionel stolthed, men tvungen medviden i svindelforetagender, der sælger masseproduceret bras ved hjælp af løgne. I sådanne firmaer bliver man ikke lønnet for at yde noget, men for at henslæbe sit liv med at vente på kaffepausen.

Alternativet er som i alle slavesamfund sultedøden eller – hvis man er heldig – på slagmarken i kamp for de multinationale selskaber, når kolonierne viser sig modvillige. Berøvet slægt, ejendom og meningsfuldt arbejde kan man kun hade, og dette had skal en korrupt statsmagt nok sørge for at få rettet mod de svage i samfundet, mens man forbereder en helhedsløsning.

Det er naturligvis ikke i sig selv en forklaring. Bønderne har aldrig haft problemer med at klynge en plagsom herremand op.

Problemet er, at den omtalte proletarisering tillige har medført et tab af identitet. Og for at kunne se os selv som værende i opposition, må vi først have en ide om, hvem og hvad vi selv er.

Denne identitet lå i slægten og det, der gik i arv inden for den, eller i det mindste i håndværkerens faglige stolthed. Nu modtager vi den i stedet af statsmagten – de mest magtfulde økonomiske interessers potemkinkulisse – gennem massemedierne.

At være er at ses, at dukke frem på skærmen. At blive "kendt" har ikke noget at gøre med at kunne eller vide noget, men med at blive udtrukket som deltager i et tv-program, håbet om at skrabe sig til en lidt sjovere dag.

Lykkes det ikke, må vi skabe vores egen scene, en hjemmeside, hvor vi udstiller vores privatliv med en paparazzis grundighed. Ingen kommer nogen sinde til at gå ind på den, men det er stadig os på en skærm, det vil sige eksistens.

Og for at vi ikke skal opdage, at ingen kan stille noget op mod det kapitalstærke propagandamaskineri, der med sin kunstige virkelighed begrænser valgmulighederne til det forudbestemte kryds på partier, hvis programmer ikke indebærer nogen systemkritik, har vi også BLOGS. At disse meningsytringer aldrig ændrer vores politiske elle økonomiske situation, er det fine ved det, den demokratiske afmagt.

Liberalismens slagord er, som navnet siger, frihed. Det er dog aldrig frihed for næringssorgens slaveri, som vi tvinges til at sælge os selv stadig billigere.

Den stærkes ret ("konkurrence") er nemlig ifølge denne filosofi livets lov – enhver civilisation har man for længst lagt bag sig. Samtidig er man ivrig efter at befri os for alt det, som nedsætter vores brugbarhed, fortidens forvildelser og "rollemønstre", der hæmmer os i vores personlige udvikling til industrirobotter, forbrugere og xenofobisk pøbel.

Det eneste, man har at frygte, er intelligens og dannelse. Intelligens er humanitet – fantasi til at sætte sig i sin næstes sted.

Derfor sørger totalitære regimer også altid for at skaffe sig af med de intellektuelle først. Her i landet er det endda lykkedes uden sværdslag, blot ved at lovprise idioter og appellere til den intellektuelle dovenskab.

Og dannelse – den, der er i besiddelse af en kulturhistorisk baggrund og er velbevandret i klassikerne, falder ikke for politiske systemer, der går ud på at ignorere eller eliminere en del af befolkningen og reducere resten til kvæg. Dermed bliver de også eneste værn imod det politiske mareridt, som dag for dag rykker nærmere.

Det kræver imidlertid, at vi holder op med at snobbe nedad. I stedet for den valne accept af den "harmløse" underholdning og pligtskyldige lovprisning af den "demokratiske" amatørisme må vi stille et krav om lynende intelligens og encyklopædisk viden hos vore ledere og meningsdannere.

Vi ved godt, hvad manden på gaden mener, han mener det, han får besked på at mene. Det er ikke interessant.

Vi kender kun alt for godt hans ulykkelige situation. Det, det handler om, er at forandre den.

Erwin Neutzsky-Wulff