Bo "Satan" Bjørnvig

 

Kære Bo!

Jeg har i nogen tid undret mig over en bemærkning i din anmeldelse, der vidt overgår din sædvanlige manipulation af citater. Jeg mener nu at have fundet stedet, du åbenbart har forlæst dig på: ”Regeringerne konspirerede nu ikke længere med marsmænd om at etablere en verdensregering, man planlagde en storstilet ’udrensning’, der skulle sikre en procent af befolkningen en fremtid på planeten.”

At det omtalte folkedrab er et absurd rygte, fremgår naturligvis af, at det sidestilles med teorier om marsmænd. Det tragiske er med andre ord, at regeringen bliver mødt med mistro på et tidspunkt, hvor ”statsmagten endelig var blevet sig sit ansvar bevidst, havde opgivet sine drømme om militærmagt og ubegrænset vækst og var begyndt at bekymre sig om sine borgere”.

Det bliver i din version til, at jeg mener, regeringen viser sig ansvarlig ved at planlægge folkedrab – du kunne lige så godt have kaldt mig nazist, og det er altså faktisk injurier. Den udgave er så på vej Nettet rundt, på Uriasposten, og hvor du ellers har dine læsere.

Nu er du jo faktisk hverken åndssvag eller sindssyg, så jeg kan kun formode, at der er tale om en nærmest grænseløst sjusket og fordomsfuld læsning. Jeg forventer naturligvis et dementi i næste nummer af bladet, om ikke andet, så i form af dette brev.

Med Venlig Hilsen

Erwin Neutzsky-Wulff

 

Du skriver i bogen før det citat, du har her i mailen: ”Egentlig virker det, som om statsmagten endelig var blevet sig sit ansvar bevidst …” Hvad er det, der ”egentlig virker som om …”? Det må være erkendelsen af, at vi er alt for mange og tallet må reduceres. De omtalte marsmænd var jo dem, regeringerne ’konspirerede’ med, inden ”statsmagten endelig var blevet sig sit ansvar bevidst”, så her er ikke tale om sidestilling, men om en erkendelses-udvikling fra regeringernes side. Hvor det ”absurde rygte”, du nævner i din mail, kommer ind i billedet i din bogtekst, forstår jeg ikke.
Venlig hilsen Bo

 

Mener du i fuldt alvor, at regeringen konspirerer med marsmænd, eller at jeg skulle mene det? Herregud, det er jo det rene skære nonsens!

Som det fremgår af teksten på side 634, demonstreres statsmagtens ansvarsbevidsthed af de ”sparsomme rationer”, en rationering, der kun giver mening, hvis ALLE skal have mad. Desværre saboteres denne indsats af befolkningens ”hysteri”, der ligeledes fører til klapjagt på ”kapitalister”, hvis formue blot består af ”ananas på dåse og en halv liter vand”.

Det er et gruopvækkende og fra forfatterens side helt igennem medfølende øjebliksbillede. Det får du til, at ”vi er for mange, og tallet må reduceres”.

Det er med andre ord endnu en af dine egne menneskefjendske holdninger, som du altid har læst ind i forfatterskabet, og som du lovpriste mig for, så længe jeg ikke protesterede. Hvad er du dog for et menneske!

 

Jeg anså selvfølgelig det med marsmændene for en parodi, der blot skulle udtrykke at regeringerne var langt ude. Jeg redigerer og vender tilbage, for jeg mener selvfølgelig hvad jeg har skrevet og er lige så rystet som dig. Dels over hvad du skrev i bogen og måden du nu omfortolker det hele

 

Man forstår din begejstring for Satan – for du læser da virkelig, som Fanden læser Bibelen …

 

Jamen er det en bibel, du skriver?

 

Ingen bøger er bibler – undtagen rent etymologisk – men nogle af dem bliver det. Om MENNESKETS AFVIKLING til sin tid vil blive opfattet som en milepæl eller en kuriositet, A WRITER’S FOLLY, kan ingen af os sige, hvor kloge vi ellers gør os, og den med forfatterens sårede forfængelighed er, som du udmærket ved, det absolut dummeste forsvar for en dårlig, det vil sige fordomsfuld, sjusket eller ukvalificeret anmeldelse.

Det, sagen drejer sig om, er, at du med Djævelens vold og magt vil læse noget ind i en bog, som du læste ind i nogle andre for tredive år siden (som min forlægger lakonisk bemærkede: Nå, Bo er stadig ikke kommet videre!) Så læs dog, hvad du selv skriver: Jeg OMFORTOLKER bogen!

For det første ved jeg ikke af, at jeg har ”fortolket” MENNESKET AFVIKLING tidligere, for det andet må selv du kunne se det absurde i, at det er DIG, der ved, hvad jeg mener, mens jeg blot kan fortolke min egen bog. Hvis man ikke vidste bedre, måtte man jo tro, du ikke var rigtig velforvaret.