Stemmer i stilheden

 

Når vi er så hurtige til at afvise eksistensen af noget overnaturligt, skyldes det en art synsbedrag. Selv ikke den mest ”troende” videnskabsmand ville påstå, at den verden, vi oplever og lever i, har ret meget at gøre med noget ”derude”.

Tværtimod er det sådan, at jo bedre teorier vi skaffer os, jo mindre ligner de noget, vi kender. Spisebordet er langtfra fysisk i betydningen solidt, tværtimod består det af svirrende partikler med enorme afstande imellem.

Og selv disse små kugler er slet ikke kugler, men derimod ”bølger”. Det lyder jo lidt underligt, for en bølge er jo blot en form, som regel af vand.

Men partiklen er ikke en bølge af eller i noget. Når vi kalder den en bølge, er det blot, fordi vi bedst kan beskrive den med matematiske udtryk, der ligner dem, vi benytter, når vi beskriver bølger.

Faktisk er der tale om rent statistiske udtryk, hvilket omtrent ville svare til, at hr. Olsen viste sig ikke at være andet end sandsynligheden for, at han var hjemme. Den verden, vi lever i, opstår altså hovedsagelig i vores egen og vore medmenneskers hjerne og er en slags kompromis imellem dem.

Jo mere afhængige vi bliver af denne enighed, jo mere forekommer den at være ”derude”. Vi glemmer med andre ord, at den er menneskelig i den forstand, at den er blevet til ud fra organismens behov, at den med andre ord er en slags adfærd.

Også denne adfærd fortolkes, nemlig som vore viljeshandlinger i den verden, vi nu er overbeviste om at være omgivet af. Denne adfærd er imidlertid ikke så rationel, at den kan understøtte en sådan tolkning, uden at der levnes plads for en anden.

Visse dele af vores hjerne har vi fra pattedyrene, andre fra krybdyrene. Kan vore krokodilletendenser også blive til sund fornuft?

Derfor tager hjernen også et udvalg, som den kalder jeg, idet den ganske praktisk, men ikke helt uproblematisk glemmer alle de andre ”væsner” med samt deres ansvar for den fysiske verden. Så hvis vi ikke ”tror på guder”, er der altså i høj grad noget, vi har misforstået!

Ikke desto mindre begynder vi måske nu at ane, hvorfor vi, forskanset i vores ”fornuft”, hverken ved op eller ned og desperat gennembladrer aftenskolekataloger og gennemtraver mere eller mindre alternative messer for at finde noget, der ligner en mening. Er det da eventuelt muligt atter at komme på talefod med den del af os selv og verden, vi så omhyggeligt har barrikaderet os imod?

Javist, åbenbart venter de i højen eller den flyvende tallerken eller under det spiritistiske mediums skørter, eller hvor vi nu har anbragt dem. Men hvordan?

Eller sagt på en anden måde: Hvordan går det til, at disse væsner, der var så selvfølgelig en del af vore forfædres tilværelse, i den grad glimrer ved deres fravær? Svaret ligger naturligvis i den anderledes tilværelse, vi frister.

For os kommer virkeligheden ud af et tv, vi forekommer ikke at behøve ”ånder” som dens skabere og opretholdere. Men netop derfor er det også en død verden, som vi ikke har nogen del i.

Hertil kommer, som tidligere nævnt, en decideret skrækreaktion. Hvis vi virkelig var så sikre på, at vi var alene, ville den mørke landevej eller nattens stilhed nok ikke have helt den virkning på os, som den har.

Omvendt ville der så ikke være noget behageligt gysende ved en god spøgelseshistorie. Vores holdning minder altså en del om sømandens i det bekendte digt af Coleridge.

Like one, that on a lonesome road
Doth walk in fear and dread,
And having once turned round walks on,
And turns no more his head;
Because he knows, a frightful fiend
Doth close behind him tread!

Som en, der på en ensom vej
sig skræmt tilbage ser,
og siden bare rask går til,
og ikke gør det mere;
fordi han ved, et fælt gespenst
i hælen på ham er.

Så er det der, hvor vi lige skal ringe til nogen eller sende en sms. Men det virker naturligvis også den anden vej: Hvis vi tør gå ind i mørket, vil vi erfare, at der er stemmer i stilheden.

HØR VIDERE I FORUM I KØBENHAVN PÅ FREDAG DEN 2. OKTOBER KLOKKEN 11! GÆSTEKORT TIL MESSEN KAN GRATIS AFHENTES I DET UKENDTES BOGHANDEL, LØVSTRÆDE 8. 1152 KØBENHAVN K.