{Overskrift}

 

Vi er med andre ord nødt til at vænne os til en bevidsthed og personlighed, der ikke er et substantielt origo, men en anskuelsesform, som vi gerne skal kunne benytte så frit som muligt. At sige, at træet er bevidst, fordi det er bevidst for os, som er bevidste, er den slags vrøvl, som lyder helt fornuftigt, når vi har hørt det tilstrækkelig mange gange og ikke tænker nærmere over det eller spørger, hvor den esoteriske sjæl eller ydre verden befinder sig.

Det kan måske have sin berettigelse i kirken eller planetariet, men ikke i en brugbar erkendelsesteori for det enogtyvende århundrede. Hvis vi har en "psykologi", har væsnerne det også, og det er en forudsætning for den nødvendige omgang med dem, at vi gør os bekendt med den.

Forfatteren har imidlertid også sine problemer. En blot og bar brugsanvisning vil let blive misforstået og dermed være ubrugelig.

På samme måde kan et alt for stramt skema forvirre, når dragens hele slår i den modsatte retning, som den ofte gør. Hvis der blot var tale om en opremsning af verdener og legemer som i teosofiens tankespind, ville problemet ikke være så stort, men her drejer det sig om et forsøg på at levere visse retningslinjer i omgangen med fysiske fænomener – i kemilokalet må de maleriske floskler om "naturen" til en vis grad vige for den rene procedure.

Her er ingen "naturens orden", ingen almægtige guder eller pligtopfyldende engle. Det lyder måske umiddelbart mere som helvede end himmel, men dertil må man blot sige, at man ikke skal tro på alt, hvad der står i turistbrochurer, og at den, der i sit hjerte er overbevist om, at Amerikas gader er brolagt med guld, ikke behøver at ulejlige sig med at ansøge om Green Cards.

En vis pædagogisk forsigtighed er med andre ord advisabel, og dog har vi denne gang valgt at ignorere den. Årsagen til denne ryggesløshed har vi tidligere nævnt: Morgenen gryr.

For at blive ved jorden, befinder jeg mig nu i det mindste rent statistisk i mit livs sidste tiår – hertil kommer, at der allerede stort set ikke udkommer andet end kriminalromaner. Jeg må således påregne, at dette er den sidste samlede fremstilling, jeg kan give, og dermed også af nødvendighed all that's fit to print.

Jeg har forhåbningsvist løst problemet ved at inddele bogen i to overordnede dele. I den første del har jeg så vidt muligt forsøgt at bibringe læseren dels en grundlæggende forståelse, dels en oversigt over vores fælles maaseh.

I andendelen følger så det det mere detaljerede program. Her gælder det ikke længere klippefaste principper, men langt mere upålidelige farvandsudsigter.

Kun en tåbe frygter ikke havet. Ikke desto mindre forlader vi altså nu klasseværelsets tryghed og urbane jargon.

Tiden er ikke til kulturhistoriske causerier. Denne gang er det nødt til at være Bibelen.

Bibelen, s. 590