TAU

 

I spændingsfeltet mellem Darwin og Intelligent Design er det let at se religionen som primitiv verdensforklaring. Jøderne havde ikke nogen, så de lånte den fra deres babyloniske protegeer.

Resultatet er – for den, der kan læse – et beundringsværdigt precis af den mellemøstlige mytologi, verdensaldrene. Ikke mindre interessante er dog de påfølgende stammemyter med deres skildring af patriarkernes gudsforhold, som næppe ligner vores filosofiske monoteisme mere end australierens.

Det er kort sagt en påfaldende realistisk skildring af en race, menneskeheden først for nylig har skilt sig ud fra, med alle dennes styrker og svagheder, komplet med en angivelse af de enkelte eksemplarers fysiske størrelse, stofskifte, kommunikationsform, tilbøjeligheder, aversioner og fobier – i forhold til denne naturalisme er de menneskelige protagonister rene skygger. Efterhånden som vi kommer frem i testamentet, bliver disse guders og halvguders besøg sjældnere, og dette er naturligvis den egentlige anledning til det næste, en genoprettelse af pagten.

For jøderne er opfyldelsen af deres messianske håb dog en stor skuffelse – der kommer ingen englehær og besejrer de romerske legioner. I stedet bænker kongen tolv riddere om sit runde bord, til hvem han betror himmerigets nøgler, hvis porte farisæerne har slået i, men som nu "de, der stormer det, river til sig".

I mellemtiden har farisæerne så været der igen. This is where we came in.

I århundreder forblev Bibelen denne verdensforklaring, i skarp konkurrence med den opvoksende videnskab. Medvirkende hertil var givetvis den katekismus, der reducerede den til et medlemskort, og borgerskabets utilbøjelighed til at give afkald på det magtmiddel, den repræsenterede.

Den havde imidlertid også en anden stor fordel, og det var den guddommelige og dermed menneskelige synsvinkel, den anlagde. Bibelen repræsenterer en pagt mellem mennesket og verden.

I mellemtiden har vi så glemt, at verden som konceptualisation er fundamentalt menneskelig, hvilket dog ikke forhindrer os i at tilskrive cellekolonier bevidsthed og vilje. En ny bibel måtte af nødvendighed befri os for denne overtro og gengive mennesket dets formidlende rolle mellem dynamisk kaos og statisk eksistens.

Dette er, hvad "Bibelen" har til formål. Den beskriver ikke som tidligere værker blot myterne og fortolker dem ud fra senere videnskabelige erkendelser, den er med adepten i kredsen.

I denne udgave leverer sagnet om Pygmalion og Galatea ikke blot en dybere forståelse af begrebet personlighed, men en direkte brugsanvisning til manifestation og descendens. Læseren formodes nemlig ikke at leve i det antikke Hellas, men i det moderne elektroniske limbo.

Det er her, dibbuqen må finde ham, og "Bibelen" bliver dermed noget langt mere end en bog om magi: En magisk bog, en talisman, tau'et på hans pande. Det siger sig selv, at man ikke vil finde en sådan bog på boghandlerens disk.

Den vil dukke op af dybet som en hval og forsvinde lige så hurtigt igen. I den tid vil de, der stormer den, rive den til sig.