Et nyt tiår – krig og diktatur III

Ytringsfriheden er naturligvis uadskillelig fra pressefriheden. De kapitalejede medier repræsenterer ikke overraskende kapitalinteresserne.

I et fascistisk samfund er censuren total. Dette gælder også de sociale medier.

Retningslinjerne er enkle og lette at forstå. Alt, hvad der strider imod det fascistiske evangelium, er ”fake news”, der må imødegås med dets credo (”fact-checking”).

Det er endvidere ”hate speech”, der ville føre til voldshandlinger imod en eller anden hypotetisk minoritet, hvis de ikke blev forbudt. Det er end ikke muligt at erklære sig upolitisk i et sådant samfund.

Alle, der ikke heiler begejstret, mister deres job. Studerende, der ikke er villige til at take a knee foran den almægtige stat, får ingen eksamen, hvorved der uddannes et SS i lighed med den tyske akademiske klasse.

Al fri forskning forbydes og erstattes af politisk korrekthed. Børnene opfordres til at spionere på forældrene, og alle på naboen, så at ingen længere vover at modstå indoktrineringen, eller blot – og dette er fascismens ultimative triumf – at erkende, at han er indoktrineret.

Enhver ikke statsautoriseret forsamling indebærer en risiko for, at nogen skal opdage, at de ikke er alene med deres tvivl, hvorfor de afbrydes af statsautoriserede bøller, der mishandler deltagerne og som endnu et udslag af statsmagtens sorte humor kalder sig Antifa – antifascister! Alt i alt er forsamlingsfriheden blevet reduceret til et forbud mod fredelige demonstrationer.

Det er jo nemlig ikke svært at gætte, at ”demonstranter”, der plyndrer og myrder, må have statens velsignelse. Og skulle endelig nogen få den tanke at forsvare sig, er der ”gun laws”, der fratager borgeren retten til at bære våben, den demokratiske ret, hvorpå alle andre demokratiske rettigheder hviler, og uden hvilken han er forsvarsløs imod en totalitær stat.

Endnu mangler som det eneste koncentrationslejrene og massehenrettelserne. Men enhver, der kender noget som helst til historie, ved, at de vil komme.