Jeg glæder mig i denne tid
– og også selv om jeg er hvid
og fælt privilegeret.
Jeg har en ren samvittighed,
thi om mig selv jeg sikkert ved,
jeg er emanciperet.

Jeg ved, at jeg har bag mig lagt
alt det, som jeg har gjort og sagt
og tænkt og følt, med flere.
Og sådan som jeg skammer mig,
det bremser mig, det lammer mig.
Jeg gør det aldrig mere!

Thi ikke nok med det, at stygt
jeg kvinderne har undertrykt.
Jeg kunne ikke lide
at se en mand i dametøj!
Jeg er et overklasseløg.
For det er alle hvide.

Min nabo er vistnok sagt op.
Han krænkede en kvindes krop
– ja i det mindste næsten.
Han gav den arme kvinde stress
– jeg tror, det var i ’69,
vistnok til firmafesten.

Der kræves må en vis justits
– min genbo kom vist med en vits.
Ham sendte de til Slagelse.
Hvorfor, jeg ikke ganske ved,
de siger, det er noget med
politisk genopdragelse.

I morges var jeg til forhør
– det er, som det sig hør og bør,
de har nok hørt et rygte.
Så bliver man jo lidt beklemt.
Og dog så tror jeg helt bestemt,
jeg intet har at frygte …
GODT NYT TIÅR
FRA FANGE NUMMER 666
Tak, og i lige måde.
Hvorfor skriver du hele tiden nyt tiår?….
Vi har jo rykket det frem så det blev forrige år!..
Det ser ho pænere ud og er lettere at forstå… Så sk… vær’ med om vi mister et år.. 😂