Hverdagsanimisme III: Den uhellige treenighed

Når man undersøger det moderne menneskes typiske forhold til verden, opdager man hurtigt, hvad jeg kunne fristes til at kalde en uhellig treenighed, nemlig tre hovedårsager til, at vi i dag står uden religion og kultur i en stendød verden. De uhellige tre udgøres ikke overraskende af liberalismen, dualismen og kristendommen.

Dualismen kommer først med sin udspaltning af mennesket fra verden, hvorved vi ender som (indre) iagttagere af (en ydre) verden. Mennesket glemmer med andre ord, at verden udspringer af det, og at det dermed spiller en aktiv rolle i opretholdelsen af denne. Hvad der begyndte som en brugbar model, når man skulle omgås verden (et jeg/subjekt, der handler med verdens objekter), er endt i en endegyldig skilsmisse, hvor parterne end ikke kan tale sammen længere.

Dernæst træder kristendommen til med sit helt centrale had til denne verden og dermed også til denne verdens mange guddomme, verdens besjæling, om man vil. Som denne religion slår mere og mere igennem (og dermed fjerner sig fra sit oprindelige mål, at sige denne verden farvel), sender den nisser og personlige guddomme på flugt, afvist over én kam som djævle og satans yngel, idet de må trække længere ind i (eller om bag) verden. Og i stedet for husaltre og et væld af offersteder kommer korset til at repræsentere den nye konsensus og tilbedelsen af én gud.

Denne gud er imidlertid så fjern, at man glemmer alt om den nære religion og det daglige samliv med verdens guddommelige bagland. Et ensomt menneske står tilbage. Ilden føles kold, når arnegudinden er væk, fadeburet mere tomt uden penaterne.

Ensomhed gør hård, og da liberalismen kom til, arm i arm med kristendommen, som den slog rødder i, blev verden, som vi så i det sidste indlæg, ydermere fjendtlig, en modstander, som vi skal overvinde, erobre og udplyndre. Ganske som naboen og andre mennesker. Oven i købet kan vi gøre det i Guds navn, for heldet følger med puritanismen ikke længere den tossede, men den flittige, den driftige købmand. Har du intet, er det, fordi Gud ikke er med dig.

Det er ikke så underligt, at denne uhellige treenighed effektivt har sendt verdens sjæle på flugt. Sammen udgør de en solid adskillelse af mennesket fra verden og forståelsen af, at de to er uadskillelige.

Verden omkring os tav stille, da de uhellige tre havde holdt deres indtog. Som et tomt festlokale dagen derpå med ølsjatter og resterne af middagen på bordet. Væk var gæsterne – eller rettere værterne, og vi stod tilbage i et tomt hus (fejet og rent, som Jesus ville sige) med rungende stemmer i de tomme rum.

Til jul sætter vi nisser frem, men gudebillederne er tomme. Og de tages da også hurtigt ned igen. Nytåret kommer med fyrværkeriet, der sender eventuelle besøgende guddomme på endelig flugt. Hvad vi antyder til juletid om verdens tidligere så myldrende liv, skubbes hurtigt ad vejen, når det nye år og hverdagen banker på igen.

Julen er børnenes fest, siger vi. Og vi forstår nisser som udtryk for barnets syn på verden, en umiddelbar forståelse af det bagvedliggende liv. Men det får vi hurtigt vænnet dem af med, i takt med at de vokser op og er nødt til at erkende livets realiteter. Uhyret under sengen trækker sig tilbage, og bamsens øjne stivner til dødt glas.

Eventyret og det dybtliggende minde søges i digitale fantasy-universer, i bøger og film, som ved nærmere analyse viser sig intet at have at gøre med den tidligere religiøse model. Det er blot en midlertidig dulmen af et savn, som ingen konsekvens får i dagligdagen eller i det liv, vi ellers fører.

Jeg husker stadig, hvor meget jeg græd, som eventyrene og verdens liv trak sig tilbage fra mig. Jeg klyngede mig til det, men det var som en lillebitte vragstump på et stort og øde hav. Jeg fandt det, da jeg (mange år, før vi blev gift) begyndte at læse Erwins bøger, og her opdagede jeg en model, der gav mening og dermed kunne forklare, hvordan alle de eventyr og mytologier, jeg fortsat læste og studerede, hang sammen.

Ting skal nemlig give mening, hvis de skal blive en del af din hverdag. Det hjælper ikke at læse Tolkien eller Harry Potter, hvis du skal (gen-)lære, at din verden er levende. Her bliver din fordom fra kristendommen om, at verden er delt i lyse og mørke, gode og onde væsner, blot reinforceret, kristendom (og dermed dennes indædte had til verden) i nye klæder.

Disse film og bøger kan godt holde et savn i live og dermed forhindre, at du bliver stendød som resten af verden. Men du kan ikke bruge en kortbølgeradio til at kommunikere med folk langt væk, hvis du ikke kender teknikken. Derfor dur det heller ikke at ty til New Age eller asatro, hvor udklædning og diverse rekvisitter fuldender skuespillet og replikkerne. Det kan sagtens være dybfølt, men ordene og de såkaldte ritualer er tomme. De befolker ikke det tomme hus igen.

Til det skal vi bruge en religiøs model, der virker. Det kræver hårdt arbejde, ikke mindst i form af mange timers læsning af Erwins bøger. Men er du stædig nok, og er dit savn af en størrelsesorden, som kan drive dig videre, når du for fjerde gang må læse en passage for at forstå, skal det nok lykkes. Hverdagsanimisme er mit eget bud på, hvordan man gradvist kan træne sig op til at se verden uden den uhellige treenigheds skyklapper.

Jeg håber, at du vil læse med videre – og at du måske endda vil overveje at lukke noget af verdens liv ind igen. Du kan jo starte med at lade julenisserne stå denne gang, give dem deres daglige grød og ikke sende dem på flugt med en masse krudt i aften.

Glædeligt nytår!