Hverdagsanimisme IV: Den sørens dualisme

Vi kommer ikke uden om den – dualismen. Lige meget, hvor vi færdes eller kigger hen, står den og lurer, idet den holder skarpt øje med, om vi nu også overholder grænsen mellem os selv og verden derude.

Faktisk passer den på os som en årvågen hønemor, hjælper os til at holde vores identitet intakt, så vi altid kan være den samme, og både vi selv og andre kan genkende os. Vi kan ikke forestille os en verden uden, og dualismen må da også siges at være uhyre praktisk, men på samme tid afskærer den os fra at forstå, at vi er en del af verden.

Praktisk, fordi den sætter os i stand til at handle, bruge verdens genstande som et subjekt, der håndterer objekter. Men desværre også en svær kæp i hjulet, når man – som vi gør i dag – hænger uløseligt fast i ideen om, at vi sidder inde i vore hoveder og kigger ud på verden, og at de to aldrig kan mødes som andet end vores fortolkende sansning af en ydre og fast virkelighed.

Vi (eller rettere vores kulturgrundlag) har nemlig glemt, at dualismen engang var en dynamisk model, som blev flittigt brugt, fordi den er en helt grundlæggende måde for mennesket at omgås verden på, men som på samme tid kunne lægges tilbage i værktøjskassen i den religiøse oplevelse, hvor menneske og verden igen bliver ét.

I stedet kan dualismen siges at have taget over som en fast basis for vores omgang med verden, og den er så indgroet i det moderne menneske, at det faktisk gør ondt at skulle aflægge den. Skyklapperne er blevet en integreret del af vores virkelighed, og det kunne falde de færreste ind, at det kunne være anderledes.

Når Erwin skriver eller holder foredrag, overstår han som regel hele denne forestilling om en ydre verden i de allerførste afsnit, hvorefter han går videre til det neurologiske og erkendelsesteoretiske fundament for sin religionsmodel.

Som ENW-læser er man ganske givet (pinligt) bevidst om, at dette er børnelærdom i forfatterskabet, og man har i analogi med Erwins travlhed med at få dualismen aflivet, nok også en tendens til forholdsvis hurtigt at krydse emnet af som forstået på den lange liste af emner, man som læser forventes at komme igennem.

Men for langt de fleste vedbliver dualismen at spænde ben for transcendens – ja, helt kort kan man sige, at det netop er dualismen, man skal transcendere for at opnå en religiøs oplevelse. Det kan også være, at man skammer sig lidt og føler sig som en tungnem elev, for inderst inde ved man godt, at havde man forstået dualismen til bunds, ville man også have oplevet den bredere religiøse verdensmodel i praksis.

Måske kan det trøste, at jeg også altid forundres over den selvfølgelighed, hvormed Erwin antager, at tilhørerne i et foredrags to første afsnit kan aflægge sig den dualistiske tankegang og forstå (sådan virkelig forstå!), at denne indgroede og helt centrale måde at anskue verden på ikke er en brugbar model. Det er klart, at han er nødt til at starte her for at kunne gå videre til at beskrive sin religiøse model. Derfor kan hele hans forfatterskab jo netop heller ikke handle om dualismen.

Skulle jeg imidlertid pege på én forhindring, man som læser næsten ikke kan arbejde nok med, vil det netop være dette emne. Som underviser i begyndergræsk vil jeg foreslå, at man anskuer emnet som forfatterskabets ABC, alfa-beta-gamma. Det er som et nyt alfabet, der skal læres, måske nok børnelærdom, men på samme tid fundamentet for at lære sproget.

Den allervigtigste pointe i denne lille artikel er således, at du bør revurdere din forståelse af dualismen, som nok er den sværeste fordom at aflægge, og dermed den mest kradsbørstige af de uhellige tre. Kristendommen og liberalismen er det på mange måder nemmere at anlægge en kritisk synsvinkel på.

Beslut dig for at kigge på dualismen endnu en gang med friske øjne og ikke tænke på emnet som et overstået kapitel, men derimod som netop den sten i skoen, der forhindrer dig i at komme videre – også i forhold til at arbejde med min såkaldte hverdagsanmisme, som jo netop handler om at aflægge nok af den kulturelle og idéhistoriske spændetrøje til at lade tingenes dynamiske ophav (sjæl, om du vil) sive igennem til dig.

Prøv fx at læse kapitel 2-7 i første del af Det overnaturlige sammen med Descartes-gennemgangen (side 436ff.) i Menneskets afvikling. De to værker supplerer hinanden utrolig godt, (også) hvad dette emne angår.

Læs også gerne mine to artikler om dualisme i hhv. Bathos nr. 94 og 96, hvor jeg har prøvet at give en ”propædeutisk” gennemgang og netop bruger de to værker som grundlag. Som et eksempel på, hvor meget gods kapitlerne indeholder, lægger jeg mine egne notater op fra en gennemlæsning (se billedet nedenfor).

En god metode til at vænne sig af med den dualistiske tankegang er at undersøge, hvordan den dynamiske dualisme virker, dualismen som religiøs model og teknik. På den måde kan man overføre den centrale dualistiske tankegang fra den moderne rigide forestilling til en friere model, hvor tilgangen bliver mere dynamisk.

Du arbejder med andre ord på at erstatte din nuværende rigide dualisme med en dynamisk udgave og undgår derved chokket over at stå helt uden dualisme, hvilket for mig at se er en vigtig pædagogisk pointe i arbejdet med Erwins religionsmodel.

Det er netop dette chok, jeg plejer at kunne iagttage hos tilhørerne ved Erwins foredrag. Vantroen står malet i deres ansigter, når Erwin i et enkelt punktum afliver den ydre verden, og chokket bliver desto større, fordi de ikke har noget at sætte i stedet. Derfor falder de også hurtigt tilbage til det gamle, trygge verdensbillede, for uden verdensbillede går det ganske enkelt ikke!

Din indbyggede hønemor, det præfrontale cortex eller dit Jeg, føler sig meget mere tryg, når du langsomt skridt for skridt erstatter en gammel forestilling med en ny.

Dualismen kommer vi nemlig ikke uden om. I sin oprindelige form er den så central, at den ligefrem er indbygget i sproget som dets syntaktiske grundstruktur, subjekt og objekt. Verden forstået som rum, en spatial såvel som den indbyggede dichotomi mellem lys og mørke, op og ned, kulde og varme osv.

Menneskets håndtering af genstande, der muliggøres af den modstillede tommelfinger, hvorefter sproget kommer til, først det kognitive for at konsolidere genstandene, holde dem fast i verden, hvorved de får identitet, dvs. eksisterer over tid for til sidst at blive til redskaber.

Derved opstår det kommunikative sprog og verden, som vi (næsten) kender den, dog i en meget bredere og friere model end det lille udsnit af den, som vi ser med nutidens faste skyklapper.

Prøv blot at forstille dig at have levet hele dit liv i en verden, hvor ingen er i stand til at se fugle, jf. Erwins lille fine historie ”Ingwaz” i Danmark (du kan høre en oplæsning af den her). Rygtet går, at de engang fandtes, eller at nogen troede på dem, men i dag ved alle, at det blot er historier.

De fugle skal du have lokket til. Måske kan du til at starte med kun høre dem, og du føler dig skør, når du hver dag lægger foder ud til dem på brættet. Foderet er måske nok væk næste morgen, men det er sikkert rotterne, der har spist det. Ikke desto mindre vil fuglene komme til syne, hvis du vedbliver længe nok med at fodre, lytte og spejde. For det er, hvad verden er – fugle om foderbrættet. En dag vil de ikke længere blot være et rygte, men du vil kunne se dem, og langsomt vænne dem til dig. Det kræver imidlertid, at du aflægger dine dualistiske skyklapper.