Hverdagsanimisme VI: Bredere personlighedskategori i praksis – af en skabsanimists bekendelser

Jeg har altid talt med verden omkring mig, ofte til stor skam for eventuelt selskab, når jeg talte med ænderne i parken. Jeg kan ganske enkelt ikke lade være. Derfor er det selvfølgelig også via animismen, jeg ser en oplagt vej til en praktisk forståelse af den Neutzsky-Wulff’ske religionsmodel.

For selv om andre måske ikke er lige så hårdt angrebet som jeg, er jeg overbevist om, at det for mange vil være en god vej til at lirke verden mere åben. Personlighed er jo trods alt noget, vi har det med at overføre på omgivelserne, i hvert fald ofte, når det gælder kæledyr. Andre taler med deres stueplanter eller har et særligt forhold til en bamse, som måske endda har overlevet barndomsudrensningen.

Til og med børnehaven troede (eller måske snarere vidste) jeg, at jeg var en kanin. Sammen med en kær barndomsven, som jeg havde kendt siden kravlegården, fabrikerede vi et komplet kaninunivers med sprog og det hele. Alt var selvfølgelig spejlvendt og omvendt – sådan må det nødvendigvis være i verden bag spejlet. I mit barndomshjem ligger stakkevis af tegninger af kaninhuler under jorden gemt kærligt af vejen i skuffer.

På trods af, at den levende verden tørrede gradvist ind, som jeg blev ældre, blev jeg ved med at tale med verden omkring mig. Det og så den dybe længsel tilbage var, hvad der blev tilbage.

Min pointe er, at mange af jer, der har læst med så langt som til denne sjette artikel om hverdagsanimisme, nok har gjort det, fordi der også i jer bor en længsel, som I ikke rigtig kan slippe. Man trænger så hulens meget til, at al teorien bag Erwins religionsmodel udmønter sig på det praktiske plan. Det kræver en indgående forståelse, og mens man arbejder på denne ved at læse og genlæse forfatterskabet, kan man samtidig begynde at lirke sig frem ift. praksis.

Ganske som jeg vil I typisk også have sådanne ”levn” fra barndommen, ganske små ledetråde, som man kan finde frem (komme i tanker om) og begynde at nære stille og roligt, indtil noget vokser sig større, og forståelsen af og arbejdet med religionsmodellen giver sig udslag mere bredt.

Jeg taler således om ganske små skridt ad en ny (eller rettere gammel) vej. Disse ganske små sprækker er et godt sted at starte. De kræver ikke, at du forlader familie og venner for at isolere dig et halvt år i en hytte langt fra alt. Det forhindrer imidlertid ikke, at de ikke efter lang tids kontinuerlig næring kan føre vidt.

For dem, der har mulighed for det, er denne på mange måder isolerende corona-tid en oplagt periode til at komme i gang. Kontakten på sociale medier kan man jo som bekendt slukke for i kortere eller længere tid ad gangen (Jo, man kan!), og da den fysiske sociale kontakt selvsagt er begrænset, giver det mulighed for at bore små huller i konsensus. Det kommer selvfølgelig an på, hvor mange og hvem du er i corona-nedlukning med. Men prøv at se denne periode som en chance for at lirke lidt ved verdens fasthed.

Som beskrevet i min seneste artikel om Jeg’et er personlig afvikling en skræmmende proces, lige meget om man på samme tid ønsker sig den inderligt, for det er skræmmende at lære, at dit Jeg er en kategori og ikke den solide klippe, du troede, du kunne bygge hele dit hus på. Hvad har man overhovedet tilbage, når man mister sig selv? Umiddelbart vil et moderne menneske svare: Intet!

Det er også grunden til, at processen religionsteknisk ”pakkes ind” i det faciliterende ritual. Belønningen for den hårdt prøvede myste er selvfølgelig, at når man mister sit Selv, får man alt. Det er caddiq’ens belønning – selv at blive en del af verden og dermed opleve den dichotomi, et religiøst praktiserende menneske forstår: Ved at være intet bliver han alt, ved at være lav ophøjes han – han lever udspændt mellem verdens søjler, i verdens tjeneste.

Ingen siger dog, at det behøver være helt så dramatisk for alle. Det kan også være, at du ”bare” gerne vil have livet tilbage i en tilsyneladende død verden. At du gerne vil fodre dine lokale nisser og slippe for det moderne menneskes eksistentielle ensomhed og religiøse analfabetisme. Der er forskellige grader af selv-afvikling, men de bagvedliggende principper er de samme.

Til en begyndelse kan man forsøge at arbejde sig ind på en forståelse fra ”den anden side” af problemet så at sige. I stedet for at blive sat i en voldsomt oplevet situation, hvor man mister sit Jeg, kan du prøve at udstrække (din) personlighed på verden omkring dig. På den måde lirker du gradvist dit Jeg mere og mere elastisk og rummeligt. Man kan sige, at du arbejder ”indefra” på at opløse det.

Selvforglemmelse i alle varianter er altid godt. Men du kan også arbejde med at øve dig i at bruge personlighedskategorien på ting, du ikke normalt ville bruge den på. På den måde vænner du dig langsomt til, at personlighed ikke kun er forbeholdt mennesker og deres kæledyr.

Tal med dyrene – det vil nok være ret nemt for de fleste. Men tal med – ikke til. Tal med de fugle, du fodrer. Tal med træer og planter – her kommer vi nok længere væk fra manges komfortzone. Kram en busk. Og overfør det sidenhen på også at tale med mere ”døde” genstande omkring dig.

Bamser og figurer er selvfølgelig oplagte, fordi de har krop og ansigt, men øv dig også i at tale med kniven, når den skærer grønt til aftensmaden, eller kammen, der reder dit hår.

Brug mørket! Se det som en ven i stedet for som en fjende. Vær ikke bange, prøv i stedet at være nysgerrig. Giv dig selv lov til at drømme sære drømme. Lad lyset være slukket, hvis du skulle høre underlige lyde eller vågne af en drøm og stadig føle en svag præsens omkring dig.

Det er nemmere sagt end gjort, for dit præfrontale cortex passer godt på dig og din virkelighed, men det kan lade sig gøre i små skridt ad gangen, hvor din indbyggede ”hønemor” kan se, at din verden ikke går til grunde, fordi du bevæger dig en smule uden for de trygge mure.

Læs en masse, og prøv at fodre din hjerne med ledetråde, som den kan bruge til at forstå et bredere verdensbillede med. Læs folkeeventyr eller folkeminder, og lær, hvordan de forskellige entitetstyper opfører sig. Se en film, hvor verden er levende – ikke Tolkien eller Harry Potter med deres kristne pseudomytologi, men Mary Poppins eller en af de mange film, Erwin har skrevet om i sin filmbog.

Generelt handler det om at kaste snøren ud så bredt som overhovedet muligt og lokke verdens eller tingenes sjæle (entiteterne) til, i den religiøse models terminologi at øve sig i at se og omgås ikke træet, men ånden bag træet. Maddingen på krogen er dig selv, hvilket netop kræver, at du får et mere dynamisk forhold til dit Jeg.

Man kan også decideret sætte mad frem til ”nissen”, men lad dig ikke narre – også her er den virkelige lokkemad dig selv.

Hvorfor vente? Start i dag, og bliv ved dagligt. Kast dig ud i det, og find stille og roligt ud af, hvad der virker for netop dig. Ikke som et punkt på dagens todoliste, men snarere som en bevidsthed, en nysgerrighed efter at kommunikere med verden omkring dig, der følger dig hele tiden, og som du øver dig i ikke at ”slukke” for.

Hele vejen i processen må du sørge for at følge den længsel, der i første omgang har drevet dig ud i denne så vanvittige færd, en sindssyg idé om at forlade din trygge dualistiske verden for at drage østen for sol og vesten for måne.