”Debatten om identitetspolitik på Københavns Universitet (KU) er langtfra forbi, efter at universitetet har besluttet at forbyde introforløbets såkaldte ’lande-spil’, hvor de nye studerende på statskundskab dyster mod hinanden i hold opkaldt efter lande, bryder med en årelang tradition,” skriver Politiken i dag. ”Nu viser det sig, at fakultet kun fik én klage.”
Javist. Nazismen var heller ikke en folkelig bevægelse.
Den var en idealisme understøttet af materialisme. Kapitalismen har brug for denne type debatter og konflikter for at tage opmærksomheden fra klassekampen.
Problemet er nemlig aldrig den sociale ulighed. Problemet er ugudeligheden og den skjulte racisme i arbejderklassen.
Valget af opiat er ligegyldigt. Det kan være jøderne, russerne eller de hvide heteroseksuelle mænd, vi skal frelses fra.
Det afgørende er, hvor aggressiv den pågældende frelsersekt er. For ikke så lang tid siden argumenterede man for et synspunkt.
Nu kæmper man for en sag. Hvorfor?
Fordi ”kamp” antyder truslen om vold. Hvis fascismen skal vinde fodfæste i samfundet, må den først finde det i sproget.
Fascister demonstrerer ikke. De marcherer.
Marchere gør man i krig. Og i en krig er der ikke dissidenter, kun fjender, og holdninger i stedet for kendsgerninger.
Meget få menige soldater var medlemmer af partiet under Anden Verdenskrig. Det var en kendsgerning, der ikke spillede den store rolle i den allierede propaganda.
We were killing Nazis. Folk i Tyskland, der ikke heilede, var jøder, eller værre: hvide jøder.
Folk, der er imod censur, er racister, homofobiske, White Supremacist og far right. Det er fascismens våben og kendemærke: Politisk vold, intimidation og censur.
Men kan vold da ikke ses som en form for nødværge imod en, om ikke ligefrem voldelig, så dog massiv undertrykkelse? Uheldigvis er de kapitalejede medier for længst blevet et propagandaministerium for Antifirstamendment, Black Lives Matter, Me Too og LGBT.
Nyfascisterne er ikke i opposition, ligesom de nationale ”socialister” har de slået en handel af med storkapitalen. Den enlige Sturmabteilungsmann kunne ganske roligt synge Horst Wesselsangen om de ”reaktionære kræfters” kommende nederlag, tæve en lejlighedsvis jødisk studerende og få en lejlighedsvis professor fyret, mens hans medstuderende gik forbi med sænkede hoveder.
Hvem bragte nazisterne til magten? Det gjorde du.
”Nu må det her forbudstyranni stoppe,” mener en læser. Det er dog ikke hovedhistorien.
Det er det aldrig. Velkommen til Kvindernes Kampdag.
Be First to Comment