Det er sært, som genstande, der har haft den allerstørste betydning for en, forsvinder ud af ens liv, uden at man er i stand til at erindre sig, hvornår og under hvilke omstændigheder det skete. Sådan var det også med det lille hæfte, og jeg har aldrig siden været i stand til at opspore det – sikkert nok indtager det ikke nogen fremtrædende plads i litteraturhistorien.
Måske har min ømme moder fundet og konfiskeret det. Der er jo så meget, et ungt menneske skal vokse fra – og her er forældre og pædagoger gerne til stor hjælp – særlige egenskaber og tilbøjeligheder kan trods alt kun sinke den så nødvendige tilpasning.
De kunne sikkert have hjulpet mig med at forstå mig selv, men ganske typisk for denne periode af mit liv tyede jeg i stedet til videnskaben. Jeg konstaterede da, at jeg var sadist, hvad nazister var i halvtredserne (i fyrrerne havde det været jøderne, der var det).
Den bedste kilde til denne perversitet syntes endvidere at være en bog med titlen ”Psychopathia Sexualis”. Jeg var med andre ord psykopat, hvad der bekymrede mig lidt.
En anden gruppe, der ifølge bogen faldt ind under denne kategori, var nemlig de homoseksuelle, der i tresserne alle var børnelokkere. Jeg følte ikke noget stort behov for at myrde hverken jøder eller børn, men videnskab er nu videnskab – man skulle som bekendt senere lave nogle undersøgelser, der viste, at alle heteroseksuelle mænd er fascister.
Nogen forklaring gav den ellers underholdende bog dog ikke. Den fik jeg ikke specielt overraskende af Freud.
Det viste sig, at jeg som toårig havde interesseret mig meget for min afføring – det havde jeg fortrængt – og at mennesker, der ikke med held overstår denne, den sadistisk-anale fase, i deres senere tilværelse udvikler sig til ordensmennesker og seksualmordere. Vi vil her give ordet til den psykologiske fagkundskab.
”Den tidlige anal-sadistiske fase er overvejende sensorisk. Udstødelsen af ekskrementerne ledsages af fantasier om tilintetgørelse, primært svarende til følelsen af at skaffe sig af med fæces, sekundært til følelsen af at bruge fæces som projektiler.
Den sene anal-sadistiske fase er overvejende motorisk, idet det nu er tilbageholdelsen og spændingsforøgelsen, der er dominerende. De ledsagende fantasier, hvor spændingen forsøges afreageret i sadistiske angreb, er præget af dominans og undertvingelse.”
Der skulle dog efter sigende være forskere, der mener, at Freud ikke var egentligt sindssyg. Måske var det i denne periode, jeg begyndte at udvikle mig til ironiker.
En fase, jeg nok ikke helt er kommet over, når man betænker den sadistiske nydelse, jeg føler ved at gøre idioter til grin. Og da i særdeleshed dem, der har læst sig til det.
Be First to Comment