Af “Historier” 4

At frihedskæmpere er terrorister,

vi ved fra Politikens officin,

og feje mordere. Thi journalister

er dog trods alt de allerstørste svin!

Som pæne mennesker vi demonstrerer

mod alt, hvad der er grimt og ikke pænt.

Og når vi siden ser, at vi marcherer,

da er det allerede alt for sent.

Det er jo nok lidt hårdt for disse jøder

– engang vi havde en af dem som ven –

dog er det vel retfærdigt, at de bøder

for, at de ikke modtog Frelseren?

Man protestere må! Vi har jo lært, at

i pressen deres magt er meget stor.

(Og så er det måske en smule sært, at

de aldrig får i pressen sagt et ord.)

Og derfor vil i Danmark man nu heile

og sende unge mænd af sted med tog

til slagtebænken. Thi man kan ej fejle,

når blot man vifter lidt med dannebrog.

Men vender vinden så, det ganske vist er,

den aldrig var i syd, men kun i vest.

Og havde vi måske et par nazister,

så var der dog kong Christian på sin hest.

De sande patrioter dekorerer

vor konge i den sande danske ånd,

som førhen Frikorps Danmarks officerer

han ærede med stjerner, kors og bånd.

Men frygt dog ej! Snart kommer næste bølge

– om vor befrielse den bringer bud!

Så er der atter nogen at forfølge.

Den hadefulde taber rykker ud.

Der intet mere er at diskutere,

thi er du ikke frelst, er du fortabt.

Kun ved at demonstrere, provokere,

man nære kan det had, som man har skabt!

Så har da atter løgnen nok at gøre

– i hver en direktion den har en ven –

en sandhed vover ingen frem at føre,

man rødmer næppe ved at kvæle den.

Og taler den så end med engletunge

til menneskelighed og sund forstand,

det er den tomme løgn, man lader runge

fra hver en scene i det ganske land!