En næsten nøjagtig parallel til den tidligere nævnte og sørgeligt aktuelle aggressive politiske korrekthed finder vi naturligvis i nationalsocialismen. Der kan næppe være tvivl om, at man engang vil finde den moderne pseudovidenskabelige identitetspolitik lige så latterlig og uhyggelig som nazisternes ikke stort mere videnskabelige raceteorier.
Derimod er det mere tvivlsomt, om man vil forstå den og den politiske sammenhæng, den indgår i. Historikeren Stig Hornshøj-Møller finder det i sin analyse af ”Der Ewige Jude” latterligt, at forsiden til en pamflet med titlen ”Die Peitsche über dem Weib” umiddelbart følges af et portræt af Einstein.
Hvad har den eminente videnskabsmand med sadomasochistisk pornografi at gøre? Her forstår historikeren, som så det så ofte er tilfældet, mere end han forstår.
At nationalsocialismen førte sig frem på sin antisemitisme, og ikke borgerskabets stigende bekymring for sædernes forfald, som det især kom til udtryk i Berlin, er en behagelig fiktion, især når man deler nazismens afsky for degenereret kunst. Dette ville muligvis være gået op for Hornshøj-Møller, hvis han havde gjort sig den umage at se den film, han ”analyserer”.
Måske kan han ikke læse. I modsat fald ville han nok have bemærket, at det er den sobre kunst og sunde seksualitet, der ligesom i dag sættes op imod den sygelige og perverse og videnskabelige udforskning af kønslivet.
Den seksuelle og ikke mindst sadomasochistiske grundtone i surrealismen er naturligvis for længst på ægte nationalsocialistisk vis blevet udrenset. Det er ikke den feterede fotograf Man Rays endeløse række af bundne og lænkede kvinder, man ser.
Mange af dem hæver sig da heller ikke stort over Irving Klaws portrætter af Bettie Page. En bestemt serie fra 1930 er dog bemærkelsesværdig.
Den viser en ung kvinde i et bredt halsbånd af rustfrit stål med øsken se drømmende op på sin herre, der let lader sig identificere som William Seabrook, en amerikansk original, om ikke helt så original, som han gerne gav det udseende af – ikke overraskende fandt han en legekammerat i Aleister Crowley. I 1927 rejste han til Haiti for at opleve the real thing, resulterende i bogen ”The Magic Island”.
Den inspirerede filmen ”White Zombie” med Bela Lugosi og introducerede således verden for en ”ny” religion, Voodoo. Seabrooks oprindelige værk blev genudgivet som paperback i 2016 med et forord af – George Romero.
Be First to Comment