Hjernens forskellige sprog & den forenende lyrik

Hvorfor er lyrik så fængslende og synes at kunne så meget? Sætte musikalske ord på dybe længsler og udtrykke noget, som prosa aldrig vil kunne beskrive. Det har Erwin – selvfølgelig! – en forklaring på. Vi lader ham uddybe det lidt i dette indlæg.

Ligesom hans andre værker er HISTORIER sprængfyldt med uvurderlig viden, som imidlertid kan være svær at hente ud af de tætskrevne sider, der også er stilistisk og ikke mindst indholdsmæssigt tætte.

Man kan som ENW-læser godt mangle lidt af en dåseåbner for at komme igennem til alle godterne, teksten er proppet med. Derfor vil Erwin og jeg i en række indlæg her på bloggen hjælpe jer lidt på vej med nogle tips & tricks til ENW-læsningen. Det kan måske også resultere i, at nogle af jer kan bruge ventetiden til at få læst op på bestemte emner, der kan forberede jer til læsningen af HISTORIER.

I det første uddrag af bogen her på bloggen skriver Erwin om musikken som højre hjernehalvdels sprog, hvor sproget, som vi kender det så godt, jo er venstres. På samme måde som i TEORIEN OM ALTING, hvor Erwin beskriver neurologien bag den æstetiske oplevelse, får læseren her et unikt indblik i et emne, som ikke er beskrevet i forskningen (endnu – vi mangler lige en ENW-læser til at skrive phd-afhandlingen).

Beskrivelsen af musik og ikke mindst lyrikken, der forener hjernens to sprog, indgår i et kapitel om Hellas, ”Mørket fra Hellas”, fordi afviklingen af religion og den tilknyttede kultur som bekendt i Erwins verdensmodel starter med grækerne. Heksameterdigtningen og dens rullende rytme er en anden side af denne kultur, hvilket bliver udgangspunkt i bogen for beskrivelsen af lyrik.

SPØRGSMÅL

Hvad er det, musik kan, som vores verbale sprog ikke kan? Og hvor ser du dit eget forfatterskab ligge i dette felt? Prøver du at skrive prosa, der har samme funktion af at bygge bro som lyrikken? Din kommende bog er fyldt med ”omkvæd” eller ”Leitmotive”, korte sætninger, der går igen og synes at binde forskellige dele af bogen sammen, fx ”Konservatisme er liv, progressivitet død.” Det indleder bogen og optræder bl.a. også i kapitlet om Hellas. Kan du sige lidt om disse omkvæds rolle i læserens arbejde med og forståelse af bogen?

SVAR

Forskellen på sprog og musik ligger allerede i de to hjernehalvdeles respektive funktioner. Sproget har kun én dimension, som skriftsproget afspejler.

Det er en række ord. Bytter du om på dem, får de en anden mening eller ingen mening overhovedet.

Musikken derimod er nok en række toner, men et stykke musik holder ikke op med at være musik, fordi du spiller dem i en anden rækkefølge, eller fordi et andet instrument blander sig. Et partitur er todimensionalt ligesom et maleri.

Det er derfor, musikken giver indtrykket af at være i rummet. Den er på sin vis mere virkelig end sproget, der fortolker virkeligheden.

Lyrikken og sangen stjæler musikkens virkemidler og tilføjer sin egen mening, hvorfor den er begge overlegen. Rim og metrik er todimensionale, idet de binder flere linjer sammen.

Det samme gør sig gældende med det sproglige ledemotiv, der karakteriserer mine værker. Det får bogen til at krumme tilbage i sig selv, og læseren efter fire hundrede sider til at tænke: Nåh ja – det var det, det handlede om.

HISTORIER benytter denne teknik mere end nogen af mine andre bøger. Pludselig kommer der et par kapitler om neurologi eller voodoo, som en person senere læser.

En bog skal ikke være noget uden for sin læser. Den skal lukke sig om ham.

Det er endvidere karakteristisk for musikken, at vi kan høre et musikstykke igen og igen. Vi siger ikke: Det har jeg hørt.

Det samme kan man sige om god litteratur. En sådan tekst bliver en anden, næste gang du læser den, og så fremdeles.

Dette skyldes, at du hele tiden opdager noget andet i den, som så bliver det centrale. Hvis du kan sige om en tekst, at du har læst og forstået den, er det ikke litteratur.

Så blev vi lidt klogere. Måske kan mange have glæde af især den sidste pointe, at bogen og læseroplevelsen uvægerligt må være en anden, næste gang man læser de samme linjer. I stedet for at føle, at man som læser sparker løs på en stor tung port, der meget nødig åbner sig, kunne en mere konstruktiv tilgang være bevidst at ”samle på” de forskellige vinkler på et emne, man således kommer igennem i løbet af de forskellige gennemlæsninger.

Som et stort puslespil, hvor man i lang tid kun har nogle af brikkerne, men langsomt får flere og kan begynde at se det større billede. Processen hen imod den forløsende aha-forståelse er mindst lige så vigtig som forløsningen, og måske kan den ligefrem blive noget, man trives med.

En oplagt ting at gøre er selvfølgelig at tage fat i de ord og begreber i teksten, som man er usikker på eller måske slet ikke kender. Især de mytologiske navne og begreber kan på samme måde som lyrikken slå bro mellem de to hjernehalvdeles sprog. Arbejdet med mytologi har det med at slå dybe rødder og forsyne læseren med brikker, som falder på plads i takt med, at forståelsen vokser.

I dette første uddrag af bogen sammenstilles fx Arion (grk. A’reion) med den trojanske hest. Hvorfor mon?

Et godt udgangspunkt online for græsk mytologi er theoi.com, hvor man kan slå de fleste navne op og på samme tid få både en liste over og oversættelse af de tilhørende antikke kilder.

Ikke overraskende er Arion en hest. Den er ydermere avlet af Poseidon og Demeter. Her må man så se på, hvilke områder der hører under de to guder – og derfra få puslet brikken på plads i det samlede billede. Det vil vi overlade til jer selv. I kan jo give et bud her under blogindlægget.

God fornøjelse med arbejdet og læsningen!

De, der gerne vil læse mere allerede nu, kan med fordel kigge på følgende ved siden af det første uddrag af HISTORIER:

”Teorien om alting”:

– 12. del om poetik (kap. 1 side 330-331 handler om den æstetiske oplevelse).

– Desuden kap. 4 i 14. del, side 407-408 (om musik).

”Menneskets afvikling”:

– Del II (om Hellas’ rolle i den historiske afvikling)