Hvorfor så jeg ikke, at kødet er så langt visere end sjælen?
Sjælen er et barn.
Hvor kan vi tro at have ”livserfaring”, vide noget om livet, fordi vi har levet et århundrede, når livet har levet årmillioner?
Hvorfor lytter vi ikke til det i stedet for den opblæste sjæl?
Jeg ved nu, at jeg er på vej ind i en anden verden, hvor sjælen ikke kan komme, en verden af kød, hvor der hverken er liv eller død, kun jegløs eksistens.
Hvor jeg ikke behøver øjne for at se.
Hvor alting venter på mig for at hviske hemmeligheder i mit øre.
Hvor jeg ikke længere er fanget i min menneskelighed.
Hvor jæger og bytte er et.
Hvor en andens kød bliver mit, og jeg forsvinder i en andens kød – det ritual, den uindviede kalder ”spisning” og ”sex”.
For første gang ser jeg mig selv, det selv, der ikke er mig, og derfor uforgængeligt.
Amphicyon og Megatherium.
Mastodont, trompeterende, tordenøgler med slangehals.
Lungefisken gispende, goplen spejlende.
Trin, der går ned i mørket, klarere end noget lys.
Hvad er jeg ikke?
Be First to Comment