Kirkegården henlå i sol, den var ingen katakombe med sine kolonihaver på to kvadratmeter og alleen med kirsebærtræer. Så pastor Jessum gik ind i kirken.
Han ville bede i sandhed til Gud, men han kendte ikke melodien, kun ordene. Måske kendte de spastiske negre den.
Fader Vor. Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag.
Men sig blot et ord – hvad var det for noget – herre? Teokrati – som om kristendommen var en religion fra Mellemøsten, hvor man aldrig havde hørt om demokrati og ligeberettigelse.
Så sagde han det igen.
Herre.
Der gik en sky for solen udenfor, og en skygge faldt ind i kirken gennem vinduerne, der på en måde virkede højere, end de plejede, næsten som en sky under loftet.
Han så op mod prædikestolen, og der var den dekorerede bås, træbaldakinen og englen med GLORIA IN EXCELSIS DEO.
Og oven på den noget sort, flagemuseagtigt, han kneb øjnene sammen for at skelne det, for pastor Jessum var en smule nærsynet.
Det lettede, og det føltes et øjeblik, som om han lettede med det.
Udenfor – eller var det indenfor – haglede det, som sten mod ruderne, der truede med at knuse dem.
De flimrede for hans smertefulde øjne og hobede sig op på kirkegulvet.
Han missede mod den sorte sky, der var englens vingefang med noget gult i, som en smørklat i et fad grød.
Han havde set den engang før i et papistisk tempel, hvor katekismustavler ikke skyggede for den, med tetragrammaton.
Den kom nær, et dødningehoved af ild, snusende.
Så svang den sig atter opad, skraldende mod kirkehvælvingen, og lyden, der nåede hans ører, et navn, hvisket ved hans vugge og siden glemt, han kunne ikke sige hinneni.
Han mærkede, at han gjorde sig tung som et barn, der ikke vil tages op.
Mørket blændede ham, så han gemte sig i lyset.
Overalt var der øjne, der sang.
Be First to Comment