Det er ikke nogen hemmelighed, at Erwins værker, fag- såvel som skønlitterære, kræver meget af læseren. Vi hører ofte næsten et suk, når den næste bog skal til at udkomme, fordi mange føler, at de på ingen måde er færdige med den seneste udgivelse.
Til gengæld for det hårde arbejde trækkes man som læser ind i universer, som ikke andre forfattere giver adgang til. Der er da heller ingen tvivl om, at det er denne længsel og belønning, der får jer læsere til igen og igen at gå løs på bjerget af viden og ganske langsomt, men ihærdigt og stædigt, arbejde jer op imod toppen. Stav(r)ende at forstå sig frem til, hvordan det hele hænger sammen, eller måske lige frem transcendere, må kunne sammenlignes med at bestige Mount Everest.
Her giver skønlitteraturen i Erwins særlige form et helt stilistisk arsenal af redskaber, som kan anvendes til at støtte læseren undervejs på klatreturen. Man kan således som læser lade sig suge med ind i historierne, og snarere end bevidst at skulle afkode en faglig gennemgang sætning for sætning, bliver det på denne måde muligt at klatre et meget længere stykke opad og transcendere sin forudgående viden og det tilhørende verdensbillede.
HISTORIER er en roman, men som det er tilfældet flere steder i tidligere værker i forfatterskabet, støder læseren indimellem på en mere faglitterær og samlet gennemgang af et emne. Man kan sammenligne det med et lille plateau på klatreturen, hvor læseren gøres klar til den videre opstigning.
I HISTORIER er det fx tydeligt med emnet voodoo. Selv om Erwin lejlighedsvist er kommet omkring dette emne i sine faglitterære værker, har han ikke gennemgået det til bunds. Det gør han nu igennem hele fem kapitler, hvorved han giver læseren forudsætninger for at forstå hele to historier, som optræder senere i bogen.
I kan få en smagsprøve på hhv. den faglitterære gennemgang i uddrag 10 og 11, samt et ganske kort kig på det skønlitterære i uddrag 21.
SPØRGSMÅL
Hvorfor er du som forfatter endt med denne stilistiske blanding af faglitterære indslag i skønlitteraturen? Du bryder jo på denne måde med den traditionelle genreopdeling og kan dermed siges at have konstrueret din egen poetik. Kan du forklare lidt om, hvad dette har af betydning for læserens oplevelse og forståelse? Og kan du måske løfte sløret lidt for den samlede opbygning af HISTORIER? (Indholdsfortegnelsen ligger på forlagssiden.)
SVAR
No one says a novel has to be one thing. It can be anything it wants to be, a vaudeville show, the six o’clock news, the mumblings of wild men saddled by demons.
ISHMAEL REED
(Skøn)litteraturen er den mest sofistikerede form for kommunikation, eftersom den fuldstændig bryder med konsensus. I modsætning til faglitteraturen skrives den ikke ud fra viden eller personlig erfaring og er derfor rent kreativ.
Det gør den imidlertid også – i modsætning til den forklædte faglitteratur og journalistik, realismen – meget svært tilgængelig. Den ideelle litterære form må derfor af nødvendighed være en forening af de to.
En beskrivelse af, hvordan ligvaskeren bistår bokoren, er en antropologisk monografi. Lægen, der en vinternat graver et lig op på den lokale kirkegård for at bemægtige sig dets hår og negle, er Stephen King.
Men kombiner de to, og du har noget, der hverken er konsensus eller eskapisme, men transcendens. HISTORIER tager udgangspunkt i Historien og de Nyheder, læseren ikke identificerer som en historie.
For en uge siden var laboratoriet i Wuhan en farlig konspirationsteori, der blev blokeret af de sociale medier. I dag er den næsten en kendsgerning, og alle de tusindvis af artikler, der advarede imod den, er på mystisk vis forsvundet fra Nettet.
Der er altid kun én historie og én forfatter ad gangen i medierne, og de har intet at gøre med nogen fysisk virkelighed. Fra læserens virkelighed til de første kapitler i bogen, der handler om Superman og the History Channel, er der kun et skridt, men derfra og til de fordøjede 800 sider et kvantespring.
SPØRGSMÅL
I dit andet uddrag af den faglitterære gennemgang af voodoo beskriver du den overnaturlige verden som en anden verden, drevet af magi, hvor vores drives af elektricitet, med andre ord som alt andet end mystik og new age. Du beskriver endvidere opbygningen af det sakrale rum, bagi, i voodoo. ”Hvor religionen er empirisk, er videnskaben metafysisk. Det ligger allerede i dens krav om objektivitet.”
Kan du uddybe lidt og give et godt råd til, hvordan læseren konkret kan arbejde med at forstå dette – det er jo noget, vi moderne mennesker nemt får om bagfoden, fordi vi hele livet har lært at anskue religion og videnskab på den omvendte måde, og på samme tid er det en uhyre central pointe, som går igen på tværs af værker. Hvornår ved vi som læsere, at vi har forstået dette?
SVAR
Nobody knows it, everybody uses it as a paradigm of backwardness and confusion. And yet Voodoo has a firm though still not sufficiently understood material basis, and a study of its manifestations can be used to enrich, and perhaps even to revise, our knowledge of physiology.
PAUL FEYERABEND: AGAINST METHOD
Videnskabens store styrke og store svaghed er kravet til reproducerbarhed. Resultatet er en forudsigelig verden, men vi når frem til den ved at udelukke det fælles forudsigelige.
Dette hænger igen sammen med en platonisk og senere kristen dualisme, der skelner imellem det åndelige og timelige, eller som vi siger: psykisk og fysisk. Med ”fysisk” menes så paradoksalt nok konsensus, det fælles psykologiske, hvorimod der med det psykologiske menes erfaringen.
Dette gør i sidste ende videnskaben lige så metafysisk som kristendommen, der anså bondens nisser for lige så overtroiske som Galileis måner. Når en læser har forstået HISTORIER, og Salomons tempel står genopført i Jerusalem, går verden under.
Det kan godt være, at mange anskuer faglitteraturen som det svære, og skønlitteraturen som den nemmere del af forfatterskabet, og det kan måske også føles sådan, fordi man med faglitteraturen skal arbejde mere bevidst på at få afkodet tekstens indhold ved fx at slå op i 117 værker ved siden af.
Ikke desto mindre er det, som det måske er blevet klart af ovenstående svar, skønlitteraturen, der i sig bærer transcendensen, og dermed kan løfte læseren hurtigere og højere op ad bjerget end faglitteraturen. De to betinger imidlertid hinanden, og begge dele er nødvendige, hvis det, man som læser ønsker at opnå, er transcendens.
De, der gerne vil læse mere allerede nu, kan med fordel kigge på følgende ved siden af voodoo-uddragene af HISTORIER:
”Menneskets afvikling”:
– side 48-53 (om religion)
– side 93-115 (kapitel 1-3 i del II om grækerne og overgangen til det moderne verdensbillede– side 436-445 (om dualisme)
”Religion”:
– side 11-27 (kapitel 1-2 i del I om religion som teknik)
– side 26 (om voodoo-begreberne ”petit-bon-ange” og ”gros-bon-ange”)
Be First to Comment