Der er så mange guder i verden, som der er mennesker, der har deres interesse. Voodoo møder traditionelt kristendommens intolerance med en tolerance, der går så langt som til at inkorporere dens narrativ, men ud fra en forståelse, den sekulariserede kirke har mistet, først og sidst, at kristendommen er en dommedagssekt, hvis dommedag ganske typisk for sådanne udeblev.
Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min Ånd over alt kød; eders sønner og eders døtre skal profetere, eders gamle skal drømme drømme og eders unge skue syner; også over trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min Ånd i de Dage.
Mennesket måtte opgive sin ”urene” ånd, hvis det skulle kunne modtage Guds Hellige Ånd. Den befrielse, som vi genfinder i fascistiske frelsersekter som feminisme og LGBT, forudsætter, at man ”hader fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre”.
”Men når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den igennem vandløse steder og søger hvile, men finder den ikke.
Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af; og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og pyntet.
Så går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og de kommer ind og tager bolig der; da bliver det sidste værre for dette menneske end det første. Således skal det også gå denne onde slægt.”
Mens han endnu talte til folkeskarerne, se, da stod hans moder og hans brødre udenfor og søgte at få ham i tale.
Men han svarede og sagde til den, der fortalte ham det: ”Hvem er min moder, og hvem er mine brødre?”
Resultatet har vi set: Mennesket mistede sin ånd, men modtog ikke nogen erstatning – det sidste blev værre end det første. Voodoo er konciliatorisk, når det gælder spørgsmålet om ”faldne” engle.
The loa are spirits, something like winds. They are like a man who, having received a good education in the tow and learnt a trade there thanks to his father, then rebels against him.
Even if this ungrateful is finally driven out of the home, he still possesses much knowledge. Thus it is with the loa.
God taught them what He taught the angels, but they revolted. Now when they enter into people, they possess them just as the Holy Ghost enters into the cure when he sings Mass.
Det kan således ikke undre, at “Gud” er det begreb, der er vanskeligst at inkorporere i voodoo. For den irreligiøse er dette begreb det eneste, han mener at forstå, en transcendent assurandør og monoteismen som den sidste station inden ateismen, eller i bedste fald en deistisk deus otiosus, hvis kosmogoniske motiver fysikere med trang til mystik kan søge at udgrunde i deres epistemologiske rullestole.
Skal vi tillægge det nogen mening i forbindelse med voodoo, bliver det noget hen efter det algonkinske manitou, the Great Spirit, som de kristne missionærer modtog med kyshånd som ækvivalent med deres hypotetiske pantokrator. Det er da heller ikke længe siden, filologer oversatte alle guder, hvortil man i antikken havde et personligt forhold, med det noget diffuse navn på denne julemand.
Be First to Comment