Når ”Gud” stadig lurer i kulissen, hænger det sammen med vores forestilling om religion, der står i gæld til Oplysningstidens filosoffer, det sidste og mest primitive stadium, hvor den er blevet en blot og bar garant for etikken, das Opium des Volkes. Men magi og religion lader sig ikke forstå ud fra en platonisk dualisme.
Også her trådte moderne fysik til som en hadet skolemester, idet den gjorde op med den primitive forestilling om en ”fysisk” og ”psykologisk” verden som i det såkaldte dobbeltspalteeksperiment. Problemet opstår, fordi vi insisterer på ”bevidstheden” som noget separat fra bølgen og partiklen – hvilket er det modsatte af, hvad eksperimentet viser!
Bevidstheden er naturligvis intet andet end den platoniske og kristne sjæl, som selv hjerneforskere endnu synes at abonnere på. Den blev omsider aflivet af Benjamin Libet.
Viljeshandlingen er en illusion. Der findes ingen immateriel bevidsthed, der påvirker materielle muskler – hvilket da også er absurd – viljeshandligen er en a posteriori tolkning af hjernens adfærd.
Det giver altså lige så lidt mening at spørge, hvem der foretager denne tolkning, som efter en Ding an sich, eftersom ”hvem” er et spørgende personligt pronomen. Hvor kommer denne ”personlighed” da fra?
Al erfaring er prognostisk af natur. Den sande eller styrkede hypotese er den bekræftede.
Der er intet behov for nogen metafysisk ”ydre” verden – som da også bliver et meningsløst begreb uden en indre, ”psykologisk”. Personlighed er et kunstgreb, der sætter os i stand til at forudsige vore medmenneskers handlinger, eftersom det er ud fra en sådan, de formodes at handle, en forestilling, der reinforceres ved, at vi også selv opfatter os selv som en sådan, skønt den blot er erindringen om ”vores” hjernes hidtidige adfærd.
Det kan udtrykkes mere præcist ved hjælp af det videnskabelige begreb iagttagelse som erkendelsen af, at der hverken findes nogen iagttager eller noget iagttaget, men kun iagttagelse, det, vi plejer at benævne sansning. Bevidstheden og den ydre verden er ikke noget, vi iagttager, men tolkningen af iagttagelsen som nogen, der iagttager noget .
Det kan virke ulogisk, men her må vi forstå, at logik er blot og bar syntaks. Der må være nogen, der iagttager noget iagttaget, eftersom et verbum må have et subjekt og et objekt.
Alting kræver forudsætninger, også magien. Og forestillingen om en fysisk og psykologisk verden leverer ikke disse forudsætninger.
Det har parapsykologien som et stort negativt bevis klart demonstreret. Det er således ikke et spørgsmål om, hvorvidt magi er en mulighed – det viser historien tydeligt, at den er – men om vi er villige og i stand til at forsage den konsensuelle djævel, alle hans gerninger og alt hans væsen, politisk korrekthed med mere.
Magi er ikke streger på gulvet og barbariske ord. Det er en tankegang ligesom den, der ligger til grund for den kausale handling.
At lære magi er i sidste ende ikke som at lære matematik. Det er som at lære at gå.
Glæder mig allerede til bogen. Eller HVAD eller HVEM glæder sig? Hvem er det der agter at købe bogen? “Jeg” er bare iagttager af den plan. Er hele “mit” liv så udstukket på forhånd? Af hvem? – Jeg prøver at forstå betydningen af Libets forsøg/dine bøger. Indtil videre er jeg glad nok for de fleste af de beslutninger der er blevet taget .. for mig(?) Kan jeg bestemme om jeg vil købe bogen, eller er den beslutning taget for mig? Er “beslutningstageren” “Genius” eller Gud – eller ENW gennem effektiv marketing eller magi?
I VIRKELIGHEDEN ser dine øjne verden på hovedet. DET ER EN ILLUSION, at du ser den retvendt.
Det er nu ikke noget, der behøver at holde dig vågen om natten. I DIN verden er du en handlende bevidsthed.
Alt er illusioner – modeller – der er blot en del af dem, der er ganske nyttige. Magi er – som du vil opdage – en af de uhyre nyttige!