Af “Grimoire” 4

Magikeren gennemløber generelt tre historiske stadier. På det første findes der slet ikke magikere i egentlig forstand.

Magien er hver mands eje, og der er ikke nogen skarp skillelinje mellem den kausale og akausale handling. På det andet er magikeren blevet fagmand.

Endelig er han på det sidste slet ikke magiker, eftersom konsensus nu er blevet så tyk, at den synes at udelukke magi. Det, der gør shamanen til shaman – og den moderne magiker til magiker, om end mindre åbenlyst, hvilket kan være en decideret fordel, da man som bekendt ikke kan dømmes for at have effektueret noget umuligt – er indlysende hans evne til at transcendere konsensus, og da i særdeleshed det jeg, der implicerer en ”ydre” verden.

Vi kan direkte se, hvordan den fladpandede neandertaler mangler en del af den moderne hjerne. Det er da også den – det præfrontale korteks – der gør os til jeger i en lukket verden.

Ifølge den moderne hjerneforskning er dette områdes funktion ”personality expression, moderating social behavior”, hvorimod det limbiske systems er ”emotion”. Dette vås har givetvis rod i den dualistiske freudianisme, hvor jeget handler ud fra ”motiver” og ”lystprincippet”.

Godt nok findes der positive og negative belønningscentre i hjernen, men da jeget ikke initierer handlingen, er det givetvis meningsløst at tale om motivet til den. Vi flygter ikke, fordi vi er bange, vi er bange, fordi vi flygter.

Det limbiske system er ikke sæde for følelseslivet, men for det mammale adfærdsmønster, som ”højere” hjernecentre blot modificerer. Når den motoriske og sensoriske homunculus er naboer på hver side af den centrale sulcus, der adskiller den motoriske og sensoriske hjerne, skyldes det givetvis en oprindelig og fundamental feedbackmekanisme.

Komplekse handlinger kræver imidlertid noget mere, hvor den motoriske homunculus nu mere ligner et klaviatur, det motoriske korteks spiller på. Dette styres igen af det præmotoriske og hæmmes af det præfrontale.

Transcendens kan således bedst beskrives som en ”udschaltning” af det præfrontale. Shamanen falder i ”trance”.

Uheldigvis benyttes dette udtryk også om den halvvågne suggestible tilstand, som har lige så lidt med transcendens at gøre som dagdrømmeri under betegnelsen ”lucid dreaming”. At sproget og de tilhørende centre i venstre hjernehalvdel spiller en vigtig rolle i opretholdelsen af konsensus, siger sig selv.

Højre hjernehalvdel har imidlertid sit eget sprog, som er musikken. Dette skyldes de to hemisfærers oprindelige funktioner, henholdsvis mønstergenkendelse assisteret af sproget og rumsans, uden hvilke det ville være umuligt for jægeren at finde tilbage til bopladsen.

Tale er digital, hvorimod musik er analog. Et musikstykke er stadig musik, selv om vi spiller det bagfra.

Det kan således ikke undre, at de almindeligste transcendensmidler blandt ”primitive” folkeslag er sang og dans, ofte forbundet med sensory deprivation, da sanserne er behæftet med dualistiske fordomme. I dag er dansen som bekendt rent eskapistisk, ligesom vinen heller ikke længere er noget virksomt sakramente. Den moderne magiker benytter sig derfor også gerne af den forsømte seksualitet som transcendensmiddel.

Transcendens kan således med al ret betegnes som den anden troldenøgle til magien og en bredere verdensopfattelse. Som det ofte er tilfældet, kommer forståelsen før erfaringen.