Af “Grimoire” 7

I begyndelsen var Ordet. Uden ordet ville der ikke blot ikke være kommunikation og en konsensuel verden, der ville slet ikke være nogen.

Vi kan ikke undslippe sproget. ”Vi” kan ikke undslippe ”sproget”, eftersom et verbum må have et subjekt og et objekt.

Uden sproget ville der ikke noget vi. Uden sproget ville der ikke være noget.

Vi kan ikke undslippe sproget. Men vi kan bøje det. Det er magi.

Og Gud sagde: ”Der blive lys!” Og der blev lys.

”Blive” er konjunktiv. Det udtrykker det, der (endnu) ikke er helt virkeligt, eller rettere: ”aktualiseret”.

Måske lurer det i det visuelle korteks eller i en bølgefunktion. Sproget har ikke stemplet ind.

I dag har vi ikke længere brug for konjunktiver og hulemalerier. Men der var også en tid før konjunktiven.

Hvis der findes en udvikling, må det være sprogets, og det er en afvikling. Wayyomer elohim yehi or wayehi or.

Yehi er yehi, der blive eller der bliver. For en gud er det et fedt.

Da tog de afsked med deres søster Rebekka og hedes amme og med Abrahams træl og hans ledsagere; og de velsignede Rebekka og sagde: ”Måtte du, vor søster, blive til ti tusind tusinder, og måtte dit afkom indtage sine fjenders porte!”

Men det står der ikke. Du, vor søster, vil blive til ti tusind tusinder, og dit afkom vil indtage sine fjenders porte! Det er en ”profeti”, der er så potent som gudens ”løfte” til Abraham.

Engang var sproget magisk, de hekau, hvormed Ra skabte verden, og i kraft af hvilke vi kan bevare, genskabe og emendere skaberværket, tiqqun olam, rette i universets tekst, klippe i filmen, hvis vi kan bane os vej tilbage til projektions- og klipperummet. Denne bog er et sådant heka.