Vi har naturligvis ordet “magi” fra det græske mageia, over latin, hvor magi ligeledes var udtrykket for de persiske chartummim, de (tre) vise mænd. Ikke, at persere var specielt populære i Athen.
Ofte benyttes udtrykket parallelt med veneficae. Både Kirke og Medea var pharmakides, (som i farmakolog, den moderne giftblander). Deres patronesse var Hekate, der ligesom Apollon er hekatos, fjerntrammende – ufhængig af lokale årsager – og kan ses som det ”negative” aspekt af Artemis.
Misogynien – kulminerende i den selvhadende feminisme – har en lang historie. Kvinden står for befolkningstilvæksten, hvorimod det er manden, der skal løse alle de problemer, den skaber.
Nomadefolk som jøder og arabere har brug for sønner til at forsvare brøndene. Det var således Muhammed, der gav kvinden rettigheder, først og sidst retten til livet – tidligere havde man i vid udstrækning sat nyfødte pigebørn ud – en ret, feministerne nu har afskaffet med ”fri” abort (hen efter fri prostitution, eftersom ingen kvinde jo sælger sin krop eller tager livet af sit barn af økonomiske årsager).
Der var imidlertid et problem. Ligesom mennesket er det religiøse dyr, er kvinden det religiøse køn.
Det er menneskedøtrene, gudssønnerne går ind til og leverer de så nødvendige kæmper, faraoner og gudekonger, og Adam må pænt vente som nummer to i køen til kundskabens træ. Guden kan måske kortvarigt lade sig forvirre af den med ”blodbrudgommen”, substitutionen af mandens forhud for kvindens mødomshinde, men det er i enhver forstand en lappeløsning.
Med kvinden går religionen, kult og kultur ud af historien. Jødedommen og kristendommen er mandlige religioner – contradictio in adjecto – hvorimod den effektive del, magi, forbliver kvindens område, nu som noget farligt og skadeligt.
Hvem havde ikke hørt om veneficae, giftblandersker, der assisterede kvinder i at tage livet af deres ægtemænd eller knytte deres elskere til sig? Også mænd praktiserede dog magi, det, der senere skulle blive til videnskab.
Det var generelt en mere lærd form, for hvad man ikke ved, må man læse sig til. Her var især arabere og jøder storleverandører af magiske værker.
Et sådant værk kaldtes en grimoire, afledt af ”grammaire”. Det var verdens grammatikker, det kreative sprog.
Be First to Comment