I december måned engang i begyndelsen af tresserne stod en lille gruppe mennesker forsamlet uden for Vesterbrogade 137, hvor der lå en fotoforretning. Det var dengang, der endnu var juleudstillinger i vinduerne, og folk gerne stod og frøs et kvarters tid for at se en film.
Filmen var ”Big Business”, som jeg havde et ganske særligt forhold til – den var nemlig ”min”, erhvervet på 8mm formedelst halvtreds kroner (hvilket var en betragtelig sum). Den var på to spoler, som indehaveren havde splejset sammen for mig imod at få lov til at låne den i håbet om at trække kunder til.
Jeg ejede ikke selv en projektor, kun en ”viewer” til redigeringsformål med håndsving, hvilket gjorde det muligt for mig at se stærkt forkortede uddrag af gamle biograffilm et billede ad gangen (hvad der i det mindste var økonomisk). Laurel og Hardy kendte jeg i forvejen fra DSB Kino, hvor de rejsende forslog tiden, mens de ventede på deres tog.
Billetprisen var høj, to kroner for et program på en time, der mest bestod af ugejournaler, i forhold til de tre, jeg betalte for et dobbeltprogram i Vester Bio. Jeg erlagde dog gerne den uhyrlige sum, som jeg udredte af de penge, jeg tjente ved at sælge antikvariske bøger med fortjeneste i den indre by, for Gøg og Gokke (som jeg som vesterbroer vidste, ikke udtaltes som fuglen) var mine eneste venner.
Jeg led i min barndom af et odium humani generis, som ville have gjort enhver kristen ære. Jeg foragtede mine ”kammerater”, der beredvilligt stillede op i køen hver morgen klokken otte til en tilværelse, jeg end ikke overvejede, og først og sidst hadede jeg ”de voksne” med deres meningsløse tvang, forældre og lærere.
Laurel og Hardy lærte mig at elske menneskene, som guder skal, med et overbærende smil. De var måske ikke synderligt mere velbegavede end andre voksne, men deres frustrationer og aggressioner begrænsede sig til omhyggeligt koreograferede progressioner af logisk eskalerende destruktivitet.
Balzac skrev i begyndelsen af det nittende århundrede en ”comédie humaine” som et korrektiv til Dantes Divina Commedia. Den definitive version lod dog vente på sig et århundrede endnu.
Hvis du vil vide, hvordan guderne ser på menneskene, som du absolut bør, findes der ikke noget mere givende studium end Laurel og Hardy. De er aldrig blevet overgået i livsvisdom – i skarp modsætning til den skiftvis ondskabsfulde og sentimentale Chaplin, der (som om det ikke var nok) tillige var politisk korrekt!
Be First to Comment