Det moderne menneskes forhold til det overnaturlige kan kun bekrives som forskruet. Den hellenistiske Deus Involutus har med tiden gjort omgangen med ”hans” daemones til Folkekirkens ”leg med farlige kræfter” (hvormed menes ”ånden i glasset” og rollespil).
Når det gælder New Age, er helligheden om muligt endnu større – det hele er hygge og levende lys. Man forestille sig en trafikant, der kørte ud på motorvejen i den tro, at den ene halvdel af bilisterne var flugtbilister (djævle), mens den anden ikke for penge ville overskride fartgrænsen (engle).
Pointen er naturligvis, at hvis den overnaturlige verden er fri fantasi – hvad parapsykologerne ikke har gjort meget for at afkræfte med deres kortkunster – sætter kun fantasien grænser. Dette er imidlertid ikke de bedste forudsætninger for at etablere et fornuftigt forhold til vore antipoder.
Det er da også en anden ”fornuft”, der får os til at afskrive en overnaturlig realitet, nærmere betegnet det nittende århundredes naturvidenskabelige fundamentalisme, planetarier og psykoanalyse. Med andre ord kristendommens altervin på nye reagensglas, verdensarkitekten og den udødelige sjæl.
Den er især populær blandt sekstenårige ”ateister” og akademiske popidoler med en tilsvarende dannelse. Den ellers intelligente standup comedian (plejer komikere da at sidde ned?) Ricky Gervais forklarer, hvorfor han er ateist.
I don’t believe in God because there is absolutely no scientific evidence for his existence and from what I’ve heard the very definition is a logical impossibility in this known universe.
For nu at benytte hans egen dialektiske metode:
– I don’t believe in Dog.
– What dog?
– Just Dog. With a capital D. That means there’s only one.
– So is it your dog?
– Nope. Everybody’s.
– So everybody’s walking the same dog?
– That’s it.
– And you don’t believe in it?
– Nope.
– How do you feel about dogs?
– What?
Be First to Comment