Kultur og liberalisme er naturlige fjender. Liberalismen er i kraft af frisættelsen af de økonomiske kræfter fundamentalt en alles kamp mod alle.
Republikken må med sine garantier af individets rettigheder – religionsfrihed, ytringsfrihed, retten til at bære våben – før eller siden vige for demokratiet, hvor en reelt plutokratisk samfundsorden opretholdes af de udbyttedes håb om at blive udbyttere (”uddannelse”). Den romerske udenrigspolitik, divida et impera, blev indenrigspolitik, idet man postulerede konflikter mellem racer, køn og seksuelle orienteringer, modsat de kun alt for virkelige klassemodsætninger, og omdannede samfundet til en hundegård af interessegrupper.
Vi så, hvor hurtigt det amerikanske samfund udviklede sig til et fascistisk diktatur, efter at den folkevalgte præsident var blevet styrtet i 2020. Alt dette forudsatte dog oprindelig et opgør med feudalismen.
Da der ikke var meget til at anbefale den nye orden, greb man tilbage til et antikt kræmmerfolk, hvis popularisering af religionen i form af ”filosofi” havde givet den barbariske kristendom et skær af civilisation. Der var dog ikke tale om den appel til fornuften, vi normalt forbinder med denne ”renæssance”.
Den prisca theologia, man greb tilbage til, var – ikke ulig kristendommens sammenkogte ret – den synkretisme, der var opstået i det romerske verdensrige med centrum i det helleniserede Ægypten. Her var skriverguden Thoth, herre over alle hekau, blevet den psyka- og mystagogiske Hermes Trismegistos, hvis esoteriske visdom var blevet viderebragt af Orfeus, hans discipel Aglaophemos, Pythagoras, dennes elev Philolaos og endelig Platon.
En af sidstnævntes moderne disciple var Marsilo Ficino (1433-1499), der var i fuld gang med at oversætte hans værker, da hans mæcen, en af Medicierne, gjorde ham opmærksom på fundet af det meste af Corpus Hermeticum, en samling skrifter fra det andet og tredje århundrede. I 1471 forelå den latinske udgave på tryk.
Man vil kunne finde en gennemgang af Corpus Hermeticum i min GRIMOIRE.
Be First to Comment