Den væsentlige forskel mellem en astrologisk og astronomisk observation var, at den første begrænsede sig til en bestemmelse af stjernernes position. Opfindelsen af den astronomiske kikkert førte således ikke blot til opdagelsen af flere af dem, de blev fysiske genstande, himmellegemer i vores forstand, og dermed i sidste ende undergivet sublunære lovmæssigheder.
Jupiter havde måner. Hvordan kunne en stjerne have stjerner?
Månen var ikke en drabant mere end solen, der ligesom de andre planeter kredsede om Jorden. Der godt nok, i modsætning til de fleste menneskers forestilling om det ptolemæiske verdenssystem, var rund og ikke et fladland under en osteklokke.
Oplysningen var, som vi har lært i skolen, et barn af liberalismen, hvorimod det er en myte, at den var udtryk for nogen form for sandhedssøgen. I bedste fald var den leveringsdygtig i et mere pragmatisk verdensbillede, matematik, astronomi og navigation, i værste en ren salgstale, frihed, lighed og broderskab (i dag Black Lives Matter, Me Too og LGBT).
Skulle man være charitabel, kunne man sige, at den i sit udspring repræsenterede en tilbagevenden til den fysiske verden, geometri og alkymi. Den var med andre ord magisk.
Det kan således ikke undre, at den intellektuelle frihed var størst, hvor den økonomiske magt var koncentreret, på dette tidspunkt Nederlandene, der var ved at overhale Italien som handelscentrum. Hertil søgte den videbegærlige unge mand, der i 1547 lod sig indskrive på universitetet i Louvain.
Her mødte han Mercator, hvis latiniserede navn meget passende betød ”købmand”.
De uforfærdede søfolk behøvede nøjagtige kort i modsætning til landkrabberne, der kunne lade sig nøje med det bekendte T i en cirkel.
Øverst, mod øst, lå Asien, til venstre Europa, og til højre Afrika, adskilt af Middelhavet, med axis mundi, Jerusalem i midten.
De nye verdenskort var som dem, vi kender, orienteret efter Nordstjernen frem for solens opgangssted og havde fire kontinenter.
Be First to Comment