Det England, Dr. Dee vendte tilbage til, var ikke det, han kendte. Henriks den Ottendes efterfølger Edvard den Sjette var et let offer for sine protestantiske ”rådgivere” – han var ved sin tronbestigelse ni år gammel.
I Saint Paul’s Cathedral blev det store krucifiks revet ned og dræbte i sit fald en af reformisterne. Noget, der kun alt for sjældent sker med de kryb, der nu for tiden desekrerer landsfædrenes monumenter.
Det blev der så sat en stopper for, da drengekongen døde, og forsøget på at erstatte ham med en protestantisk tronprætendent mislykkedes. I stedet var det nu Maria den Førstes, den forstødte dronnings datters tur til at forfølge og myrde.
Blandt de mistænkte eller i det mindste mistænkelige var John Dees far, som alle, der havde haft fordel af at samarbejde med kætterne. Protestanter var jo nemlig ligesom den halvdel af befolkningen, der stemte på Trump, ikke mennesker.
Roland havde godt nok ikke myrdet nogen præster eller plyndret nogen klostre. Han var ingen tyv, i værste fald hæler, i lighed med dem, der i Nazi-Tyskland nød godt af konfiskationen af den jødiske kapital, der dermed ”vendte tilbage til folket”.
Da han hverken var overbevist protestant eller tilhørte adelen, undgik han både bålet og bøddeløksen – medløbere bliver ikke martyrer. Men han var ruineret, og hans søn cancelled.
Det blev naturligvis ikke bedre af, at John Dee var det, vi i dag med en betegnelse, der som så mange andre er gået inflation i, kalder et ”renæssancemenneske” (jeg er selv blevet beæret med denne mærkat). Modsætningen til kirkens ortodoksi var ikke, som vi lærer i skolen, rationalisme og skepticisme, men mystik og magi.
Den frygt for at blive stemplet som CONJURER, som han i sin tid havde krukket med, var nu blevet påtrængende reel. Han blev selvfølgelig og temmelig formelt anklaget for at have forhekset dronningen.
I diktaturer er henrettelser en langt mindre virkningsfuld form for terror end tiltalefrafald. Den løsladte vil i al fremtid prise sit held og ikke ved nogen handling eller udtalelse sætte det overstyr.
I 1555 ser man ham som pinligt berørt teologisk ekspertvidne imod en kættersk adelsmand. Man må sno sig, som de fleste gjorde og gør.
Der var fanatikere på begge sider, men de fleste hyttede blot deres skind. Den mest nærliggende sammenligning er måske USA under the Woke Nazis, hvor en uoverlagt bemærkning fremsat tyve år før magtovertagelsen, der sår tvivl om, hvorvidt dens ophavsmand nu virkelig også af hele sit hjerte tror, at to og to er fem, er nok til et Berufsverbot.
Be First to Comment