Hard to believe

Det er som bekendt fascismens tilbagevendende problem, at den er totalitær, men foregiver at være demokratisk, hvilket nødvendiggør, at den fremstilles som et offer – hen efter storebror, der giver sig til at tude, når han overraskes i at tæve lillebror – eller en beskytter af aldeles fiktive ofre, børn, homoseksuelle, kvinder og negre.

Naturligvis er der ikke nogen, der forfølger ”bøsserne”, vor tids helgener i kraft af deres noget hypotetiske martyrium, der til deres parader må bortvise tusinder af ulykkelige heteroseksuelle, der ganske forståeligt ønsker at få del i den normale eller i det mindste politisk korrekte seksualitet. I løbet at ti år er det således kun lykkedes den kapiltalejede presse at grave ét tilfælde af gay bashing frem (og det var fup).

I sådanne tilfælde er det frelsende credo: Believe all victims – that they are victims – but not their victims. Og skulle der endelig kræves materialisationer, har vi de moderne medier, psykologerne, der til lejligheden har udskiftet planchetten med stavepladen og trancen med den hypnotiske regression, som det skete under den kendte Satanic Panic.

Families were disrupted, lives destroyed. Though it seems hard to believe, across the country, numerous people went to jail for decades, convicted for hideous crimes where the sole evidence was these recovered memories of long-forgotten abuse. But groundbreaking research by Elizabeth Loftus demonstrated that the very techniques used by therapists to “recover” memories also worked extremely well to implant false memories and to create realistic, recalled experiences of things that never happened.

Me Too er også ”hard to believe”. Men det kommer ikke til stoppe forfølgelserne.