Solen står altid op

L’essence précède l’existence. Dette er livets grundbetingelse.

Vi kan ikke vælge vores menneskelighed eller vores køn. Der er stærke og svage individer i enhver art.

I menneskearten manifesterer denne styrke sig som intelligens. Alt, hvad vi kan gøre, er at opdrage de stærke til at tage ansvar for de svage og aldrig give den magt fra sig, som gør det muligt for dem at tage dette ansvar på sig.

Tyven lærer den svage at hade den stærke, så han kan stjæle i ly af dette had. Han lægger huset i ruiner i sin søgen efter den skat, han er overbevist om, ligger gemt i det.

Den fysiske verden, som er religionens og magiens, eksisterer ikke for ham, når han betragter den, ser han sin umættelighed som uendelighed og sin rethaveriskhed som frihed. Han er villig til at nedbryde alle beskyttende mure.

Han kalder det ”udvikling”. Den udvikling er nu fuldbyrdet, og Jorden er en ørken.

Men ejeren vender altid tilbage til sit hus for at genopbygge det, sætte forføreren på porten, tilgive de forførte og erstatte løgnen med sandheden, alle idealer og symboler med virkeligheden, som er, at altruisme er en biologisk nødvendighed for den stærke. At kærlighed er den eneste naturlov.

Det er derfor, den, der er hildet i sin egen grådighed, altid prædiker had. Verden er menneskelig.

Den er jorden under himlens kuppel, begrænset, venlig og frugtbar, så længe vi ikke erklærer den krig. Solen står op og går ned, månen er i ny og i næ.

Dyret ofrer sig for mennesket, den stærke for den svage, jorden giver uden mål, så længe vi ikke sætter mål på den. Guder og mennesker lever i fred med hinanden.

Katastrofer som tørke og oversvømmelser, økonomi og demokrati, er generelt af kort varighed, hundrede eller tusind år, en enkelt nat i menneskehedens historie. Mennesket triumferer altid, og solen fortsætter sin bane på himlen og under jorden.

De elskende finder hinanden, og de hadefulde går til grunde. Solen står altid op.