Mørkets fest

Hvordan omgås man de døde? Overlever mennesket overhovedet døden – der forekommer at være en selvmodsigelse i dette.

Uheldigvis er der i vores kristne forestilling om en sjæl eller bevidsthed ikke plads til en sådan forståelse. Svaret ligger ellers lige for: Den fysiske verden består, hvorimod den sociale konstruktion personlighed forgår.

Når det gælder mennesket, er dets fysiske del, som konsensus forhindrer os i at opfatte, daimon. Ved døden kan denne nekydaimon blive et problem eller en mulighed.

Hvem gider have bedstemor rendende, hvis man da ikke lige er spiritist? Men hvad med Abrahams gud, der næppe er til at skelne fra Abraham?

Når en japaner dør, går hans slægtninge til præsten for at få opgivet navnet på hans daimon, som han skriver på et stykke træ, der derefter anbringes på husalteret. Som i alle kulturer er de dødes ånders besøg begrænset til årlige mærkedage, hvor de modtages gæstfrit og beværtes med grøntsager – kød og blod kunne give dem ideer!

Når festen er forbi, antydes dette over for gæsterne på forskellig måde. En er fyrværkeri, en anden er skramlende husgeråd af den slags, man hænger på de nygiftes bil for at jage incubi væk fra den smykkede brud, indtil ægteskabet er konsummeret.

Grækerne havde deres Chytroi, romerne Feralia, og for en sikkerheds skyld Lemuralia. Det var således op til den enkelte pater familias og hans genius at stå op ved midnat og kaste sorte bønner over skulderen, idet han ni gange gentog: Haec ego mitto, his redimo meque meosque fabis, dem her får I, med disse bønner løskøber jeg mig og mine!

De kristne kunne ikke forstå, hvad de døde lavede på jorden, i modsætning til martyrerne, som var i himlen, og slet ikke, at de skulle være vampyrer, så Lemuralia blev til Dedicatio Sanctae Mariae ad Martyres, den senere Allehelgensdag, fulgt af den mere demokratiske Alle Sjæles Dag. På sin vis begynder julen her, mørkets fest, så måske er det ikke så tosset endda, at nisserne afløser spøgelserne i butiksvinduerne første november.