Tro

Hvad ville vi mon sige, hvis vi stødte på et folkeslag, der ikke havde nogen forestilling om kausalitet, og altså ikke så nogen forbindelse mellem deres handlinger og disses konsekvenser? Hvor brændt barn ikke skyede ilden, eftersom det havde lært af sine forældre, at ilden og smerten ikke havde noget med hinanden at gøre?

Vi ville sikkert undre os, eftersom der aldrig har eksisteret en kultur uden i det mindste et rudimentært begreb om årsag og virkning. Ikke desto mindre undrer det os tilsyneladende ikke den mindste smule, at vi er den eneste kultur i historien, der blankt benægter eksistensen af akausale sammenhænge.

Historisk set er der med andre ord tale om to parallelle sæt af erfaringer, hvoraf vi kun er opmærksomme på den ene. Vi tror på sommer, men ikke på vinter, på dage, men ikke på nætter.

Det er naturligvis på en måde forståeligt nok, eftersom vi ikke kan se noget i mørket, undtaget den ekstreme situation, hvor vi tænder lyset, hvad vi ikke er tilbøjelige til på grund af de hallucinationer, det forårsager. Hvorfor samlede vore forfædre forråd til den mørke tid og holdt sig inden døre?

Vi ved det ikke, kun, at det naturligvis var tåbeligt. Ikke desto mindre føler vi os på mystisk vis draget af disse sagn.

Hvad betyder de? Hvad er det ved sommeren, vinteren symboliserer?

Der kommer et nyt bud hver uge, som alle udmærker sig ved at være relevante for et moderne menneske, der er blottet for historisk dannelse. Religion er kristendom, og sne konfetti.

Kun for os er kausalitet ikke et særtilfælde af akausalitet. Det er en tung arv fra kristendommen: Tro.

Troen på en rationel verden skabt af en rationel gud med mennesket, det rationelle dyr, i centrum. Imod denne tro har erfaringen ikke meget at sige.

Vi har brug for at tro, fordi Vorherre og Vore herrer har brug for, at vi tror. På magten til ret og retten til magt – ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen!

Denne totalitære pseudoreligion røber sig igen og igen, og vi ser det ikke. Satan, den personificerede ondskab, er en oprører.