Illuminati

Det mest interessante ved konspirationsteorien er måske, at den er af så ny dato. Den er da heller ikke begrænset til galninge med sølvpapirshatte.

I min barndoms film var skurkene (ud over indianerne i westerns) aliens. De kunne være nazister – senere kommunister – men man havde i det mindste én mægtig forbundsfælle: regeringen.

(Det var dengang, USA var the land of the free, og ikke grundlagt på folkedrab og negerslaveri.) Hjælpen kunne komme i form af hæren eller FBI-agenter, men den truende fjende var aldrig CIA.

I dag har befolkningen stort set mistet troen på sine ledere, og dukker der endelig en op, der har folkets tillid, Kennedy eller Trump, bliver han hurtigt fjernet. Af hvem – det er det, vi gerne vil vide.

Det er langsomt gået op for os, at de ”folkevalgte” politikere hovedsagelig spiller rollen som frontfigurer. Ansigterne er måske nye, men systemet forbliver det samme.

Resten er propaganda. Det er blevet sagt, at magt korrumperer.

Dette gælder dog ikke nødvendigvis for en magt, der er absolut eller selvfølgelig. Problemet opstår med liberalismens cover story, demokratiet, som har berøvet herskeren ikke blot hans absolutte autoritet, men hans integritet.

Det skal se godt ud, og med tiden blive dette det afgørende. Det er endvidere karakteristisk, at disse teoriers absurditet vokser proportionalt med absurditeten af den propaganda, de stiller sig skeptiske over for.

Statsmagtens modangreb er så andre konspirationsteorier, der skal tage opmærksomheden fra de første, White Supremacy og Zions Vises Protokoller. I værste fald kan man sætte Antifas Sturmabteilungen ind mod demonstrationer for ytringsfrihed.

Konspirationsteoretikere ser konspirationer overalt, fordi de er overalt. ”Nyhederne” er fulde af rødmende journalister, som udmærket ved, at det hele er løgn, og kigger sig nervøst til siden efter konkurrenterne, der måske lyver endnu hurtigere og helligere.

Vi gør det selv, når vi passer på, hvad vi siger. Og det, jo mere indlysende løgnen er.

Vi prøver desperat at se alvorlige ud, når gæsten i studiet kæmper for sin ret til at blive opfattet som det modsatte af sit biologiske køn. Så er det der, hvor vi ikke skal sige, at vi er bedøvende ligeglade med hans seksuelle fantasier, eftersom den, der ikke er for ham, er imod ham, deltager i en transfobisk – konspiration.