LSD II

At sanseindtryk bliver mere påtrængende, kan naturligvis ikke undre. Se på dit armbåndsur, men ikke for at se, hvad klokken er.

Nu kan du pludselig mærke det mod huden. Det kunne du ikke før min opfordring.

Se sekunderne flintre af sted som dråber ud af en utæt beholder, bladet på en uendelig langsom guillotine, hvert af dem en mønt i en rist, tabt for altid! Og bag ved skiven, the face, et værk, der lydigt følger skaberværket, som en brønd, der åbner sig svimlende under dig.

”Hvad laver du?”

Du hører tydeligt misbilligelsen i tonefaldet. Og du kommer atter, ikke til dig selv, men dit jeg.

”Nåh, ikke noget.”

I et evigt sekund lavede du ikke noget. Du var et øjeblik ude af stand til at fungere i en social sammenhæng.

Det er denne reduktionsventil, der holder op med at virke under påvirkning af et psykedelikon, samtidig med at det spiller på dit primære visuelle korteks som en kat på et klaver. Og det går da virkelig ikke.

Jo måske på en ferie i de norske fjelde. Eller blot en høj sommerdag af den slags, man ikke kan bruge til noget som helst andet end at lade solen koge på lukkede øjenlåg røde af dit blod

Mange trippere kommer ikke videre end til denne poetiske bimmelim. Digtere er som bekendt født høje og må bruge en stor del af deres liv på at komme ned.

På det næste trin ville du opdage, at sekunderne på dit ur var kommet ud af trit, eller at i det mindste du var det med dem. Samt at du generelt havde den tid, du havde brug for, ligesom rum var vendt tilbage til at være plads til noget, maqom.

Den forsømte legemlighed bliver atter påtrængende, en del af landskabet. Det kan give en intens lykkefølelse ved at være til.

Denne appreciation af livet kunne måske forventes at føre til dødsangst eller i det mindste melankoli, men i stedet fører den til erkendelsen af, at en time er nok for den sande livsnyder – om ikke for livs-yderen. Det er alderdommens mæthed af dage, der føles af alle andre end døgenigten, der har bortødet sin formue af dem.

Fra erfaringen af legemligheden som en del af den fysiske verden er der ikke langt til forståelsen af personligheden som et universelt begreb. We can talk to the animals – stenen taler.

Og så dåner det hele langsomt væk og bliver fjernt som et fata morgana, et fesyn. Vi fyldte lommerne, men der var huller i dem.

Vi sneg os ind i paladset og satte os på tronen, indtil vi blev gennet væk af kustoden. Vi var ikke the one, på hvem verden hviler.