Vanvid

Samfundets forhold til de sindssyge var i udspringet fatalistisk. Quos Deus vult perdere, prius dementat. Denne theia mania ansås dog, som det vil fremgå af Platons ”Phaidros”, ikke udelukkende for en forbandelse.

”There is also a madness which is a divine gift, and the source of the chiefest blessings granted to men. For prophecy is a madness, and the prophetess at Delphi and the priestesses at Dodona when out of their senses have conferred great benefits on Hellas, both in public and private life, but when in their senses few or none.

And I might also tell you how the Sibyl and other inspired persons have given to many an one many an intimation of the future which has saved them from falling. But it would be tedious to speak of what every one knows.

As the ancients testify, is madness superior to a sane mind for the one is only of human, but the other of divine origin. The madness of love is the greatest of heaven’s blessings.”

De kristne havde naturligvis fået deres åbenbaring, hvorfor alt andet var dæmonisk inspireret novitas hen efter den sandsigerånd, Paulus uddrev i Filippi. Alt, hvad man kunne gøre, var at forhindre de gale i at gøre en ulykke på sig selv og andre.

Da protestanterne erstattede klostrene med forbedringshuse, kom de imidlertid på den tanke, at denne forbedring måske kunne udstrækkes til de vanvittige, og psykiatrien var født. At bidrage til oprettelsen af sådanne ansås for en borgerpligt langt mere kommendabel end almisse, som Kierkegåard satirisk bemærker i ”Enten-Eller”: ”Alderdommen realiserer Ungdommens Drømme: det seer man paa Swift; han byggede i sin Ungdom en Daarekiste, i sin Alderdom gik han selv i den.” Paradoksalt nok syntes mentalhygiejnen blot at føre til en større case load.

”Account for it how we may, as time progresses, the stream of insanity broadens and deepens continually. The great central fact stares us in the face, it cannot be hidden, no effort of obscurantism can conceal it.”

Der var kun en forklaring på dette forhold – antitesen til den evangeliske evolution: devolution eller degeneration. Vi kender det fra i dag, jo mere inklusive vi bliver, jo vigtigere bliver det at eksludere de noninklusive, the far right heretici relapsi.

På trods af den bekostelige humanitære indsats blev der stadig flere tyve, mordere og homoseksuelle. Alt dette blev dog forklarligt i kraft af arvelighedslæren, der kunne påvise, at de sindssyge uvægerligt havde en eller flere prostituerede, alkoholikere eller epileptikere i familien – dette var før den sociale arv, der determinerede skilsmissebørn til at blive hustrumishandlere.

Allerede kriminologen Lombroso havde været i stand til at identificere den kriminelle type, kejthåndet med stritører, og psykiatriske lærebøger bugnede af mug shots. Frenologien, studiet af buler, var dermed rehabiliteret: Degeneratens lighed med negre og aber. Læseren bedes i denne forbindelse bemærke, at alt dette var nazistiske ideer, som aldrig nogen sinde kunne falde en demokrat ind.