I halvtredserne kom psykofarmaka. Hidtil havde medicineringen af patienterne kun sigtet på en beroligende effekt.
Nu opdagede man stoffer, der mildnede symptomerne hos de syge og fremkaldte dem hos de raske, de psykotomimetiske. En på sin vis endnu større revolution end den psykedeliske forårsagede således opdagelsen af et andet stof: klorpromazin, markedsført som thorazin.
Det var, som en psykiater udtrykte det, ”en kemisk lobotomi”. Og for en gang skyld lyttede psykologerne med.
Det var trods alt det plagsomme ”es”, der var årsagen til neuroser og psykoser. Thorazine made the voices stop.
De psykiatriske afdelinger var som forvandlede. En annonce for det nye psykiatriske panacea – forhandlet i Frankrig som Largactil – viste patienterne optaget af håndarbejde.
Senere kom mildere sedative som meprobamat i handelen, som blot gjorde dagen lidt lettere at komme igennem. I 1957 var den årlige produktion på seks hundrede tons ikke nok til at møde efterspørgslen.
Svaret på the Cold War var the ”Peace Pill”, og denne nye generation af peaceniks kom ikke i konflikt med myndighederne. Valium fulgte efter.
I 1978 blev der solgt 2,3 milliarder tabletter. Med en hel befolkning på psykofarmaka var der ikke længere nogen grund til at spærre folk inde.
Patienterne fik deres medicinering og blev udskrevet. Bivirkninger kunne behandles med stoffer, hvis bivirkninger kunne behandles med andre stoffer med andre bivirkninger, og psykologer er dygtige bartendere.
Når man tager dyret ud af mennesket bliver der ikke påfaldende meget tilbage. I halvfemserne fik boogie-woogie således en renæssance.
Well now you take your right arm, and you shake it all around.
And then you open up your mouth, and you drool on the ground.
And then you try to speak, but you just mumble a lot.
So you hold on to your head, ‘cause it’s the only one you’ve got.
And then you’re doing the shuffle, the Thorazine Shuffle.
You’re doing the shuffle wo-oa-oa-oh, oh the Thorazine Shuffle.
Der var også antipsykiatere, der forklarede, at de gale ikke var virkelig gale, men de eneste sunde i et galt samfund, uden dog ganske at være i stand til at forklare, hvordan dette skulle forstås. Forvirringen var total.
Jeg har tænkt meget på den mirakuløse kemiske lobotomi for tiden. På hvordan det er en slet skjult hemmelighed at den aldrig var beregnet som en kur, men som en slags plaster, så de grimme symptomer ikke skulle genere omverdenen. Jeg har lige overlevet min egen far, sådan, på tid. 35 år og et par måneder. Da han døde, da jeg var ni, troede jeg min egen nedtælling begyndte.
Da min hjerne begyndte at vise tegn på at være knækket gik det meget hurtigt fra psykiater til skizofreni til psykofarmaka til en hverdag hvor sygdom og symptomer og psykiatrisk alt muligt fyldte det hele. På intet tidspunkt blev jeg stillet et spørgsmål der kunne have vist mig vejen ud af psykosen. For eksempel “føler du, at du lever i din egen krop” eller “har du kontrol over din historie, eller kontrollerer din fortid dig”. Jeg blev givet utallige pamfletter om åndedrætsøvelser og har lungekontrol som en atlet eller operasanger, men ingen fortalte mig, at det ikke er meningen at man skal kontrollere sine lunger (eller at man godt må spørge sine hallucinationer hvad de forsøger at skærme en fra, for som regel er det altså ting der er nemmere at håndtere end ens dyrehjerne tror!)
Psykiaterne jeg har mødt ville aldrig indrømme at formålet med psykofarmaka er at gøre den formodede sygdom pænere at se på. De ville ikke engang indrømme da mit liv var i fare, og de genkendte ikke tardive dystonier (look it up, fellow schizos!) før jeg selv lærte nok om psykofarmaka til at stille diagnosen for at forklare og forsvare hvorfor jeg bremsede min “medicinske behandling.”
Sandheden var så simpel. Jeg var traumatiseret og knækket i små stykker af en hård barndom, ligesom tusindvis af andre af os. At arbejde ud fra den forståelse er det eneste fremskridt jeg har gjort. At blive et helt menneske er jo for fanden kuren på hvad som helst! Men det er vel svært at sælge et gigantisk system af økonomi, akademi, psykologi og formynderskab hvis nøglen bare er “elsk dig selv.”