Diagnosens velsignelser

I det tyvende århundrede forbedredes arbejderklassens kår. Især kvindernes, nu hvor lønniveauet ikke længere muliggjorde familier med en enkelt forsørger.

Ikke mindst bedredes sundhedstilstanden takket være badstuer og vitaminpiller, så pensionsalderen kunne hæves. På hygiejne fulgte mentalhygiejne, det rette demokratiske sindelag.

Ikke desto mindre udgjorde de skizofrene den samme stædige procent af befolkningen. De var degenererede – indtil nazismen gjorde den idé upopulær, og sygdommen måtte have andre årsager, neurologiske eller endokrinologiske.

Eller også havde patienten blot haft en ulykkelig barndom, en overbeskyttende moder, der havde givet ham for lidt ømhed, og en autoritær fader, der ikke var nok hjemme. Den mest effektive behandling var indlysende kolde bade, eller også var det ikke.

Det gjaldt om at få patienten til at tale, få talt ud og væk, så han kunne besnakkes. Men stemmerne fortsatte.

Diagnosen var til gengæld let at stille: Skizofrene opførte sig underligt. De ville hellere gå hjemme end i skole og pa arbejde og gik op i underlige ting.

De var ikke engagerede eller kom hinanden ved. I de svære tilfælde så og hørte de ting, ingen andre kunne se og høre.

En ting var fælles for dem alle, den vigtigste. De klarede sig dårligt i skolen.

After all, non scholae, sed vitae discimus. I skolen lærer vi køkultur og at møde til tiden, og først og sidst at omgås andre mennesker, som vi ikke orker.

Jeg klarede mig selv dårligt i skolen, og det hjalp ikke den mindste smule, at man rykkede mig tre klasser op. Hvis man skal have et godt forhold til sine klassekammerater og sine medmennesker, skal man ikke være overlajen.

Der var engang, hvor genier var populære, og verden følte sig forpligtet til at give dem, hvad de behøvede til deres kraftspring. Wagners dirigent var ham evigt taknemmelig for, at han gik i seng med hans kone.

I dag ved vi, at de er nogle røvhuller, og hvis vi ikke ved det, skal deres evnesvage børn nok fortælle os det, når de er døde. Einstein wasn’t so great, han var racist og tyranniserede sin kone, og det gør det lidt lettere for os andre at komme gennem livet som flipproletarer og jordemodermænd.

Nogle skizofrene havde blot en skizoid personlighed eller var græsepsykotiske, hvis de da ikke var latente. De var skizofrene, eller de var det ikke, eller de var det ikke rigtig – en ret sikker diagnose.

De var on the spectrum, forløberen for regnbuen for de seksuelt forvirrede. Autister, der ikke var ikke rigtige autister, havde Asperger.

De dovne og dumme, geniale og asociale kunne diagnosticeres. Og det var det vigtige.

Fængsler er upopulære, så samfundet blev et hospital. Vi er alle patienter, hvis vi ikke decideret er ofre for vores barndom, race eller køn.

Det gælder blot om at finde den rigtige patientforening. Hvad så, om vi er lidt fattigere end sidste år, og vore behandlere lidt rigere?

Hvis mennesket synes at forsvinde i diagnoserne, er det en illusion. Noget sådant findes slet ikke, eller det er i værste fald en tabula rasa.

Hvis en kvinde drømmer om at blive domineret af en mand, er det, fordi hendes far var dominerende. Men jeg har aldrig kendt min far?

PRÆCIS! Denne erkendelse giver psykologen noget at arbejde med i kanpen mod de syndige tanker.