Gott ist wahnsinnig

Vore forfædre var overtroiske. De forstod ikke den verden, der omgav dem, og derfor befolkede de den med overnaturlige væsner.

Når man først har forstået, at lyn er elektriske udladninger, er der intet behov for tordenguder. Alt, hvad de anså for magisk, har vist sig at have en naturlig forklaring.

Det var, hvad vi lærte i skolen, og sådan må det da også have set ud i det nittende århundrede, hvor de ateistiske gymnasieelever har forskanset sig imod en uforståelig verden. En verden, hvor den ”objektive” iagttager ikke længere kan distancere sig fra det, han iagttager.

Hvor han studerer den virkelige verden uden længere at vide, hvad virkelighed er. Hvor (den naturlige) forklaring, det vil sig afdækning af årsagsforhold, ikke længere giver mening i en verden, der er fundamentalt akausal, fuld af spukhafte Fernwirkungen.

Vi behøvede ikke magi, fik vi at vide, universet var magisk nok, og videnskabsmanden dermed en magiker. Ikke som teurgen, der bæver i sin cirkel, men som tryllekunstneren, der har check på sine duer og kaniner.

Og så skete det. Kundskabens træ syntes med et at være bevogtet af keruber, og den pædagogiske natur at være erstattet af en jungiansk trickster.

Jo længere vi trængte ud i universet og ned i stoffet, jo mere absurd forekom det os. Vi forstår ikke den verden, der (måske) omgiver os, og den virkelighed, vi troede at befinde os i, er vores overtro.

Videnskabsmanden er blevet en magiker i en langt mere bogstavelig forstand, end han har lyst til at indrømme. I jagten på teorier, der er ”skøre nok”, som Bohr udtrykte det, er atomer blevet en hel del mere virkelighedsfjerne end dæmoner.

Vi er nødt til at vende tilbage til det, vi kan se, og vel at mærke ikke med vore lutheranske og liberalistiske skyklapper. Vi er ikke længere rationelle væsner i en rationel verden skabt af en rationel gud.

Gott ist nicht nur tot, er ist wahnsinnig. Og dog må vi sige med Polonius: Though this be madness, yet there is method in it. Blot ikke den mening, vi lærte i skolen.