Hvor man tidligere skelnede mellem (blind) tro og overtro (en omgang med det overnaturlige, der bygger på erfaring), er ”tro” i vores trosbekendelse blevet erstattet med ”viden”. Som det antropologiske ægtepar Wax and Wax klassisk udtrykte det i en artikel i the Journal for the Scientific Study of Religion om ”the magical world view”: ”It is we who accept the possibility and logic of pure chance, while for the dweller in the magical world, no event is ‘accidental’ or ‘random’, but each has its chain of causation in which Power, or its lack, was the decisive agency.”
Ifølge denne definition må Newtons dynamik siges at være ekstremt magisk. Derimod er der ikke noget specielt logisk ved, at sandsynligheden for et bestemt udfald er uafhængigt af alle tidligere udfald, og det er endvidere netop denne verdens fundamentale akausalitet, knæsat af kvantemekanikken, der udgør grundlaget for den magiske tankegang.
Det angivne citat ville være en kuriositet, hvis ikke det så præcist udtrykte den totale forvirring, der hersker på området. Næppe nogen religionsforsker aspirerer til magiker, men måske kunne det være af interesse for ham at erfare, hvordan den gruppe, han studerer (udgørende nioghalvfems procent af den historiske menneskehed) rent faktisk tænkte – lad så være, at det ville svække den pædagogiske pointe, at pyramidebyggerne var aber, der drømte om demokrati.
Med kristendommen på en gang kompliceres og simplificeres sagen. I stedet for overnaturlige hjælpere, der i dette regi bliver ”djævle”, får vi som øverste og eneste klageinstans en ”Gud”, der er så fjern og desinteresseret som paven i Rom, et postulat i stedet for en erfaring.
Der er kort sagt tale om en overgang fra realisme til den platoniske idealisme, som videnskaben overtager fra kristendommen som ”den ydre verden”, med den fysiske henvist til den psykologiske sfære. Det er endvidere den, der muliggør vor egen tids moralske sandheder, der ingen forbindelse har med nogen virkelighed, the great unwashed kan tænkes at leve i.
Be First to Comment