Montague Rhodes James var som de fleste antikvarer (i ordets oprindelige betydning) en krydsning mellem en detektiv og en gravrøver. Det kan således ikke undre, at et gennemgående tema i hans historier er akademikere, der ved utidig nysgerrighed får et spøgelse på halsen.
I like, as I do in a detective novel, to make some sort of acquaintance with the actors. And, I would add, the more ordinary and normal both setting and actors are, the more effective will be the entangling of them in a dreadful situation, and the more ready will he who follows their adventures be to shake the head and murmur those words which I have long since registered as the proper ones for the reader of ghost stories, to wit, “If I’m not very careful, something like this may happen to me.”
Med andre ord: Læseren bør vise omtanke, når han oversætter etiopiske manuskripter! Han behersker endvidere antydningens kunst i næsten lige så høj grad som kollegaen Arthur Machen, hos hvem det efter et halvt hundrede sider og lige så mange nervesammenbrud og mystiske dødsfald stadig ikke er gået op for læseren, hvad det er, der foregår, bortset fra, at det er ufatteligt ondt.
”The ghost should,” ifølge James, ”be malevolent or odious”, character development bør med andre ord ikke udstrækkes til spøgelser. Den største rædsel for forfatteren ville givetvis være de freudianske tolkninger, der stadig i vid udstrækning anses for at være en forudsætning for appreciationen af et litterært værk.
Den store svaghed ved denne genre, fra belletrister som Machen over begavede amatører som Lovecraft til moroner som Stephen King, er naturligvis, at den begrænser sig til painted devils. Man hverken ved eller ønsker at vide noget om det, man skriver om.
Det er – mere eller mindre litterære – campfire tales, lommelygten under hagen. En Neutzsky-Wulff behøver ikke som en Clive Barker at begive sig ud i torture porn, det er nok, at læseren mistænker, at uhyrerne er malet efter levende model.
Horror er ikke realangst, men anelsen om, at den verden, vi lever i, ikke er den verden, vi troede at leve i. Spildte Guds ord på Balle-Lars givetvis, nu hvor genren ligesom den beslægtede science fiction er fan fiction læst og skrevet af børn,
M. R. James er dog ganske givet et bekendtskab værd.
Be First to Comment