Namaste namaskar namaskaram

I tresserne kom de såkaldte ”nyreligiøse” bevægelser til Danmark. Nogle var variationer af de store trætte religioner, andre var ”alternative”.

De var dog ikke mere alternative, end at de lignede deres inspirationskilder til forveksling. De var alle defineret ved medlemskab.

Kulturreligioner var man naturligvis født ind i. Den første signifikante afvigelse var kristendommen.

Kristen var noget, man besluttede sig for at blive. Før kristendommen blev et politisk parti, var den naturligvis en (slags) mysteriereligion, der krævede en (slags) indvielse.

Det gør den ikke mere. En datter af en af mine bekendte er netop blevet konfirmeret.

Efter endt konfirmationsforberedelse havde hun ingen anelse om, hvem Paulus var. Til gengæld er hun helt på det rene med, at Putin er ond, og sælger småkager til fordel for Ukraine.

Og det er selvfølgelig det vigtigste. Folkekirken er bedøvende ligeglad med, om dens medlemmer er kristne, bøsser eller massemordere – så længe de er medlemmer.

Den hverken forlanger eller forlener nogen erfaring eller åbenbaring. Den viden, mysterierne oprindelig var leveringsdygtige i, er blevet erstattet af en kult omkring mystagogen.

Paulus havde intet andet at bibringe medlemmerne af sin sekt, end at de var garanteret et behageligt efterliv, hvis det lykkedes dem at provokere nogen til at slå dem ihjel som reklame for sekten – en art pensionsopsparing med Paulus som sparekasse (indtil han stak af til Spanien med sparegrisen). Det var en nyreligiøs bevægelse, romerne advarede deres børn og unge imod.

I wonder why. Mystagogen var allerede død, og desværre syntes apostle og evangelister at have glemt alt, hvad han havde bibragt dem, bortset fra et opkog af Hillel.

”Gud” er stadig populær i kraft af at være det mest intetsigende af alle metafysiske begreber (måske lige bortset fra ”naturen”). Hverken clairvoyante husmødre eller kosmologer i rullestole kan undvære det.

Det forekommer dog mange for fersk, hvorfor de henter inspiration fra østlige religiøse traditioner, som de med deres kulturbaggrund eller mangel på samme ingen forudsætninger har for at forstå. Det gør det hele meget svævende, og ingen behøver følgelig at være i tvivl om, at han har opnået den oplysning, han har betalt for. Føj hertil et par chakraer og akupunkturpunkter, og ingen kommer til at spørge, hvorfor det ikke er den vestlige middelalderlige lægekunst, Galen og Paracelsus, der er den moderne overlegen, når hun står på hovedet med panfløjter i ørebøfferne.