Tro

De fleste afhandlinger om magi begynder med en ti siders diskussion om, hvordan begrebet skal forstås og afgrænses. Eller rettere, som det er karakteristisk for akademiske værker, med at citere andre akademikeres definitioner – på den måde kan man fylde ark efter ark uden selv at bidrage med noget.

GRIMOIRE ordner sagen i det første kapitels første punktum: Magi er kontrakausalitet. ”Mystik” burde ikke volde større problemer.

Mystik er religiøs erfaring, modsat spekulation og dogme, eller med et populært ord, tro. At en sådan formodning skulle være finere end erkendelse – folkekirkepræsternes ”farlige kræfter” – lader sig let forklare ved den magtposition, det er muligt at opnå ved at hævde, at udsagn er moralske eller umoralske snarere end sande eller falske.

Personer, der påstår, at og to er fire, har ganske klart meldt sig ud af den menneskelige race ved deres intolerance og manglende respekt for dem, der oplever, at det er fem. En mands seksuelle fantasi om at være en kvinde forpligter selvsagt alle anstændige mennesker til at benytte det valgte pronomen – hvor ofte har jeg ikke grædt i puden, når en fordomsfuld kassedame har forsømt at tiltale mig ”Herre”!

Der er forskel på det sande og det rigtige, som det sande aldrig må få lov til at rokke ved. Pointen er ikke, om Gud er en eller tre eller eventuelt begge dele, men om du tror det, du får besked på, den absolutte magt, eller om du er en kætter, selv efter at vi har fjernet dig fra de russiske nyhedsmediers skadelige indflydelse.

Mærker du det lille stik i maven, når nogen fremkommer med en racistisk bemærkning, frygten for, at nogen kunne komme til at betvivle din tro, blot i kraft af denne persons tilstedeværelse i din nærhed? Til lykke!

Du er for længst holdt op med at være et tænkende væsen, og vil kunne begå dig overalt inden for din sekt. Grundtvig havde ingen syner – indtil han blev sinddsyg – og det samme gælder sektens grundlægger.

Han advarer således imod konkurrenten, ”hvis lyst står til ydmyghed og engledyrkelse, og som fordyber sig i, hvad han har set i syner”, men kan dog alligevel ikke nære sig for at antyde, at han selv har haft et. Dermed ikke være sagt, at Paulus ikke som helleniseret jøde ved, hvad sagen drejer sig om: Zo de ouketi ego, jeg er stadig et levende væsen, men ikke længere et jeg.